Nyhedsoverblik

Barack Obama besøger provinsby

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama kommer til Næstved, hvor han skal tale i Arena Næstved.

Det sker den 15. marts, hvor USA’s 44. præsident skal tale i arenaen.

- Vi bringer en af verdens mest visionære og veltalende personligheder, USA’s 44. præsident Mr. Barack Obama, ind i centrum af en samtale om, hvordan vi ændrer verdens globale udfordringer nedefra, siger Jakob Brixvold, direktør i Arena Næstved, i en pressemeddelelse. 

Der kommer billetter til salg i fem kategorier, og billetsalget starter den 23. januar klokken 09.00, hvor man kan reservere et begrænset antal billetter.

- Han har bestridt verdens mest magtfulde embede som USA’s 44. præsident. Han har positioneret sig som en leder, der med få ord og stor tillid kan få mennesker til at skabe forandringer, de ikke selv troede var mulige. 

- Det er vigtigt at den inspiration rammer bredt, hvis vi skal starte en bevægelse af holdbare forandringer, siger Jakob Brixvold.

Eventet med den tidligere præsident bliver ifølge Arena Næstved det største danske event, som Barack Obama hidtil har deltaget i, eftersom 3.500 gæster ventes at overvære showet.