Der er Tintin, Spirillen og Gammelpot. Der er Garfield, Smølferne og heltene fra Valhalla. Der er mangle gamle, elskede tegneseriefigurer - men de seneste år har tegneserier oplevede en ny storhedstid.
- Jeg elsker tegneserier. Det er ligesom en læseoplevelse, der er større end bare at læse en prosatekst eller en roman - men også større end bare at se på billeder. Det er ligesom om, det er noget mere.
Sådan siger forfatter Ina Korneliussen, der selv arbejder med tegneserier.
Undersøgelse viser, at tegneserier kan fastholde læseglæden, når børnene ellers mister interessen for det omkring 11-12 års alderen.
Samtidig kan det helt generelt få børn og unge til at læse flere bøger, og udlånstallene taler deres eget sprog. Langt flere låner tegneserierne, og det er både unge og voksne, der låner de farvestrålende album med hjem.
Det mærker de på Næstved Næstved Bibliotek, og derfor satser de stort på tegneserier for at lokke flere til at besøge biblioteket.
Fortæller en større historie end kun med tekst
Martin Rovang Jensen arbejder på Næstved bibliotek som kulturformidler, og han har fundet en af sine favoritter frem.
- Jeg læser et album af Thorgal-serien, en fantasyserie, som jeg selv læste meget som barn, forklarer han og fortsætter:
- Jeg er vokset op med tegneserier, og det sjove er, at jeg kom her på biblioteket som barn og lånte kæmpestakke af tegneserier, som jeg enten læste på biblioteket eller tog med på cyklen og så hjem og læse dem på teenageværelset, siger han.
I foreningen Dansk Tegneserieråd sætter man stor pris på satsningen på tegneserier - for de kan noget helt særlig, mener grafiker Malene Hald, der bor i netop Næstved og er næstforperson i foreningen.,
- Tegneserier fortæller en historie, som kun tegneserier kan. Så de kan give en anden oplevelse og være med til at fastholde de her unge læsere, fordi billederne støtter dem undervejs, og samtidig kan de læse nogle mere komplicerede historier end de kan i tekst, siger Malene Hald, der er næstforperson i Dansk Tegneserieråd.
Også Martin Rovang Jensen mener, at tegneserierne kan noget særligt i forhold til de unge.
- Vi lever i en verden hvor den visuelle kultur gennemsyrer det hele. Og børnene er jo vandt til at opleve billeder, der kører frem og tilbage på en skærm. Her er det måske et mere roligt medie, men hvor det stadig er meget billedebåret og fastholder deres interesse.