Bibliotekspersonale bliver overfuset for at tjekke coronapas – bliver filmet og kaldt nazisvin

Både i Næstved og Holbæk er bibliotekspersonale blevet overfuset, når de skal tjekke coronapas. I Næstved overvejer man at lukke lokalbiblioteker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Coronapasset er lynhurtigt blevet en fast følgesvend for danskerne, når turen går i fitness, på restaurant eller på bibliotek.

Men det er tilsyneladende ikke alle, der har taget lige godt imod det nye tiltag, der skal forebygge smitte i forbindelse med genåbningen af Danmark.

På flere biblioteker har personalet nemlig oplevet at blive overfuset, når de har spurgt om coronapas ved indgangen. På bibliotekerne i Næstved Kommune har de oplevet tre alvorlige episoder de seneste uger.

- Vi har oplevet, at der er en lille procentdel af borgerne, som bliver meget fortørnede over, at de skal vise coronapas og ID for at komme ind. Det handler ikke altid om, at de ikke har passet. De mener, at det er deres grundlovssikrede ret, der bliver krænket, når de ikke kan komme ind uden at blive kontrolleret, fortæller bibliotekschef i Næstved Kommune Karen Delfs.

Sygemelding og krisepsykolog

Så sent som tirsdag kom en mand og en kvinde for at aflevere en stak bøger på Fuglebjerg Bibliotek. De krævede at komme ind uden at vise coronapas, og da en medarbejder afviste dem, forsøgte de at tiltvinge sig adgang til biblioteket, oplyser bibliotekschefen.

Medarbejderen nægtede dem adgang og lukkede døren, hvorefter manden tog sin telefon op og begyndte at filme. Politiet blev tilkaldt, men borgerne havde forladt stedet, inden de kom frem.

Artiklen fortsætter under billedet.

En af de voldsomme episoder foregik her på Fuglebjerg Bibliotek.
En af de voldsomme episoder foregik her på Fuglebjerg Bibliotek. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Mandag opstod en lignende episode på biblioteket i Fensmark, da en borger blev fortørnet over at skulle vise coronapas og kaldte medarbejderen på biblioteket for et røvhul. Han forlod derefter stedet, men kom tilbage igen senere.

- Jeg har sagt til medarbejderne, at de skal bakke ud af sådan en situation, så han fik lov til at komme ind og blive betjent. Her begyndte han så at filme hende, mens han blev ekspederet, fortæller Karen Delfs.

Medarbejderen bad ham om at lade være med at filme, men han nægtede og sagde, at det skulle bruges til skræk og advarsel for andre. Situationen var så ubehagelig for medarbejderen, at hun var sygemeldt dagen efter.

- Det værste er det psykiske pres, der rammer vores medarbejdere. Der er blevet sagt, at de er nogle nazisvin, og at vi har genindført jødepasset. Derudover er det selvfølgelig voldsomt ubehageligt og utrygt at blive filmet. Man ved jo ikke, hvor sådan en video ender henne, siger Karen Delfs.

Mens den ene medarbejder måtte sygemelde sig dagen efter, har den anden medarbejder ringet og talt med en krise-hotline og en psykolog om episoden.

- Man har ondt i maven

En af de medarbejdere, der har været til stede ved en af episoderne er Lene Holst Schmidt. Hun er børnekulturformidler på Næstved Kommunes biblioteker, og når hun er på arbejde, foregår halvdelen af hendes vagt i døren med at tjekke coronapas. Den tjans er ikke en, hun ser frem til efter de voldsomme episoder.

- Man har ondt i maven, når man går hjem, og man har også ondt i maven, næste gang man skal stå i døren. Vi er aldrig klar over, når vi åbner døren for den næste borger, om det er sådan en situation, vi ender i igen, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Man har ondt i maven, siger Lene Holst Schmidt, der er ansat på Næstved Bibliotek, efter voldsomme episode med borgere, der var utilfredse med at skulle vise coronapas.
- Man har ondt i maven, siger Lene Holst Schmidt, der er ansat på Næstved Bibliotek, efter voldsomme episode med borgere, der var utilfredse med at skulle vise coronapas. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Hun er uforstående over for mennesker, som lader deres frustration gå ud over personalet på bibliotekerne, da de hverken kan gøre fra eller til.

- Jeg synes, det er enormt ærgerligt og lidt mærkeligt, at det er os, de bliver sure på. Vi har jo ikke lavet de her regler. Det er nogle, vi følger, og det er vi nødt til, siger Lene Holst Schmidt.

Bibliotekerne risikerer at få bøder, hvis ikke de overholder coronarestriktionerne.

Overvejer at lukke

Bibliotekschef Karen Delfs understreger, at langt de fleste borgere, der bruger bibliotekerne, både kan finde ud af at vise coronapas og at opføre sig ordentligt.

Det samme beretter Piet Dahlstrøm-Nielsen om. Han er biblioteksleder for Holbæk Bibliotekerne, hvor der dog også har været en voldsom episode i forbindelse med tjek af coronapas.

- Der blev råbt voldsomt, og kollegaer oplevede det som om, at nu ville han (medarbejderen, red.) blive pandet en. Der skete ikke noget, men det var trappet op, så man kunne frygte, at det var dér, det endte, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Begge biblioteksledere er kede af, at deres medarbejdere skal stå på mål for den slags verbale overfald. 

- Der er ikke nogen af os, der står med ansvaret for, hvordan samfundet generelt ser ud, og hvad der er åbent og ikke er åbent, siger Piet Dahlstrøm-Nielsen.

- Jeg har det rigtig dårligt med, at medarbejderne skal kæmpe den her kamp. Vi er alle sammen hele tiden i sving med enten at forberede de ansatte på, hvordan de skal håndtere svære situationer eller hjælpe dem på bagkant, når de har oplevet noget, der har været ubehageligt, siger Karen Delfs.

Biblioteket i Næstved har fået lovning på, at de fra næste uge kan ansætte ekstra personale, som kan holde vagt ved døren.

- Men det er jo kun på et af de fire biblioteker, problemet så bliver løst. De tre værste episoder, vi har haft, er sket på to af lokalbibliotekerne, siger Karen Delfs.

Derfor overvejer de nu, om de skal lukke nogle af lokalbibliotekerne på nogle dage, så der i stedet kan være flere medarbejdere til stede på de dage, hvor de så holder åbent.

- Men det er jo superærgerligt. Vi har jo sukket efter at få lov til at åbne igen. Så vi vil rigtig gerne gøre, hvad vi kan, for stadig at holde åbent, slutter bibliotekschefen i Næstved.


Nyhedsoverblik