Mandag klokken 17.56 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en alarm om et færdselsuheld mellem Brandtholtvej og Hindholmvej ved Sandved.
Et rådyr havde været så stor en overraskelse for en bilist, at han var kørt af vejen og endt i autoværnet.
- Det er et mindre uheld. En ung mand er kørt ind i et autoværn. Han bremsede kraftigt op for at undgå et rådyr, siger Henrik Karlsen, der er vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han fortæller, at bilen er blevet skadet, men der er ikke er sket nogen personskade.
Bilen havde ramt autoværnet sådan, at det havde flået hul i bilen, så der løb olie fra den og ud i den nærliggende Saltø å. Derfor blev Midt- og Sydsjællands Brand og Redning kaldt ud til uheldet.
- Vi ankom kvart over seks for at sikre os, at olien ikke forsatte i åen. Der var næsten ikke løbet noget ud, så det er ikke noget alvorligt spild, men vi har lagt en flydespærring for en sikkerhedsskyld, siger Jan Pagter Simonsen, indsatsleder, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Han fortæller, at beredskabet er væk fra uheldsstedet igen. Flydespærringen bliver liggende i åen i nogle dage, indtil man er sikker på, at der ikke er mere olie.