- Vi kom cirka halv syv, og vi var faktisk nummer to, der kom, siger Ea Lomholt fra Næstved.
Sammen med mange andre Næstved-borgere stod hun tirsdag morgen i kø foran Arena Næstved. Her kunne man nemlig købe billetter til den tidligere amerikanske præsidents kommende besøg i arenaen.
- Det er jo så stort. Det er en livsoplevelse. Jeg kan huske, da han blev valgt. Det var jo kæmpestort, og jeg har lige læst, at han er den præsident, der har fået allerflest stemmer. Det, synes jeg, er stort. Jeg skal bare ind og høre ham, siger Ea Lomholt.
Barnet stod i kø
Også Lisbeth Knarreborg ville gerne have fingre i billetter. Så gerne, at hun fik sin søn til at stå i kø.
- Min søn kom herned klokken syv, og så skulle han i skole, og så overtog jeg klokken otte, siger hun og fortsætter:
- Barack Obama og Næstved er jo modsætninger, så det er virkelig fedt. Han er jo et stort idol, jeg synes, han er helt fantastisk.
De mange lokale borgere, som stod klar til at købe billetter til Barack Obamas besøg i Næstved, kendte ikke prisen på billetterne på forhånd.
Derfor kom den relativt lave pris også som en positiv overraskelse for mange.
- Jeg havde hørt om nogle billetter, som ville koste 10.000 kroner, så det er virkelig dejligt, at der er nogle til 400 kroner. Jeg skal købe fem, så det er meget dejligt, at det ikke bliver 50.000 kroner, siger Lisbeth Knarreborg.
En unik chance
For mange af de fremmødte til tirsdagens billetsalg var prisen dog i høj grad underordnet, da muligheden for at se ekspræsidenten vejede højere.
En af dem, som var klar til at betale en klækkelig sum, for at overvære Barack Obamas besøg i arenaen er Sofie Beckert, som valgte at købe en billet, da hun ser ekspræsidentens besøg i Næstved Arena var en unik mulighed.
- Jeg tænkte bare, at jeg skulle have en god plads. Så kunne prisen være lige meget. Derfor har jeg betalt 1200 kroner for min billet, siger hun.
En stor oplevelse
Også Joakim Søgaard Normann havde sat sig for efter at få gode pladser til Barack Obamas besøg i arenaen.
Han har tidligere set Michelle Obama i Royal Arena, hvilket han beskriver som en stor oplevelse.
Og fra hjemmefronten havde Joakim Søgaard Normann også fået grønt lys til at købe billetter uagtet prisen.
- Jeg har en fantastisk kone, som er med på idéen. Vi vil jo gerne så tæt på, som vi kan indenfor rimelighedens grænser, så vi har lagt en plan, siger han.
Hvad han og hustruen er endt med at betale for deres billetter, vil han dog ikke fortælle.