Borgere til kamp for Dagli' Brugsen

Tirsdag aften var der borgermøde i Karrebæk ved Næstved. Her kom indbyggerne med idéer til, hvad der skal til, for at få kunderne til at lægge flere penge i butikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Indbyggerne i Karrebæk har ikke tænkt sig at give op - de vil beholde deres lokale Dagli'brugs. Der har længe været røde tal på bundlinjen i Dagli'brugsen, og det fik Coop til at give brugsen 100 dage til at få økonomien på rette køl igen.

I alt skulle Brugsen øge omsætningen med 50.000 kroner om ugen. Det er lykkedes Brugsen at øge omsætningen, men ikke med de nødvendige 50.000 kroner om ugen. Så lige nu ser det ud til, at butikken må dreje nøglen om til juni.

Det fik omkring 100 borgere i Karrebæk til at deltage på et borgermøde i går aftes.

- Det er jo vigtigt, fordi vores Brugs – sammen med skolen – er et samlingspunkt i byen og en livsnerve, siger Conni Schou, der er bestyrelsesformand for Dagli'brugsen.

På borgermødet gav indbyggerne i karrebæk blandt andet udtryk for, at de ønsker flere økologiske varer i butikken, flere lokalt producerede varer samt billigere varer.

Det bliver en hård kamp

Opbakningen til den lokale brugs gør indtryk på Coop, som ejer butikken. Men de mener ikke, at det er realistisk at nå målet, da økonomien har haltet i flere år. Dette skyldes blandt at konkurrencen er hård.

- Der er tre dagligvarebutikker hernede nu, og der er kun 2.200 indbyggere, så det er en meget hård kamp at få den til at køre, siger Jesper Andersen, der er kædedirektør i Coop.

Som det ser ud lige nu, så holder Dagli'brugsen åben indtil juni, hvorefter det vil blive afgjort hvad butikkens fremtid er. 


Nyhedsoverblik