Brand i Næstved udvikler giftig røg - politi kommer med opfordring

Har man været i kontakt med røgen, skal man søge læge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Beboere i det sydvestlige Næstved opfordres af politiet til at holde sig inden døre og lukke døre og vinduer, efter at en industribygning i Maglemølle er brudt i brand.

Maglemølle er en gammel papirfabrik, som i dag bruges som erhvervsbygninger for en række virksomheder. Politiet specificerer ikke, hvor i Maglemølle der er udbrudt brand.

- Det ryger stadig, men røgen stiger nu op. Men bor man et sted, hvor man kan lugte røgen, skal man holde døre og vinduer lukket, siger Heidi Grandt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV2 ØST. 

Luk døre og vinduer

Beboerne, som opfordres til at holde sig inden døre, er dem, som bor i nærheden af Maglemølle.

Det er helt konkret dem, som bor mellem Vestre Ringvej, Karrebækvej, Engvej og kanalen.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 01.28 natten til lørdag, og lørdag formiddag er slukningsarbejdet stadig i gang.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at de forventer, at brandslukningsarbejdet vil vare op ad formiddagen.

Poltiet fik anmeldelsen om branden klokken 01.28 natten til lørdag.
Poltiet fik anmeldelsen om branden klokken 01.28 natten til lørdag. Foto: Michael Nordborg

- Branden opstod i en virksomhed, der håndterer affald - blandt andet lithiumbatterier, og det er formentlig noget selvantændelse i et af batterierne, der er årsag til branden, siger Heidi Grandt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Brandstedet bliver nu undersøgt, men der er, ifølge politiet, umiddelbart ingen mistænkelige forhold omkring branden - og ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.

Politiet er ikke længere til stede ved Maglemølle, men brandfolk arbejder stadig med at få slukket branden lørdag formiddag.

- Det ryger stadig, men det er ikke længere med industrirøg, men med bygningsrød. Men røg er altid farligt, så bor man i nærheden af Maglemølle, skal man stadig holde sig indendøre, oplyser vagtchef Heidi Grandt

Længerevarende slukningsarbejde

Thomas Halskov, der er beredskabsinspektør ved Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, fortæller lørdag formiddag til TV2 ØST, at branden er under kontrol.

- Vi har styr på branden, og vi er i gang med efterslukning. Jeg forventer, at vi er nået et godt stykke indenfor de næste fire-fem timer.

Hvis man har været udsat for røg og har gener, bedes man rette henvendelse til lægevagten ved at ringe 1818.

Hør beredskabsinspektør Thomas Halskov fortælle mere om det arbejde, der nu er i gang i Næsted.

Nyhedsoverblik