Brand på historisk gods

En silo ved Førslev Gods står i brand, efter at der mandag morgen er sket en eksplosion på stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er mandag morgen udbrudt brand i en silo i en lade ved Førslev Gods i Fuglebjerg.

Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen klokken 09.12, og den lyder på, at der er sket en eksplosion på stedet.

quote Lige nu arbejder vi på at forhindre, at ilden breder sig til taget

Helgi Bachmann, indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning

- Jeg ved ikke endnu, hvor eksplosionen er opstået, men vi arbejder ud fra, at den er sket i en træpillesilo, lød det fra Helgi Bachmann, der er indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning kort efter ankomst til stedet.

Forsøger at forhindre regulær tagbrand

Vagtchef Heidi Grandt Andresen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser klokken 13.15 til TV2 ØST, at branden er opstået i en træpillesilo som følge af en eksplosion i et pillefyr ved siden af. 

Ifølge et øjenvidne på stedet har eksplosionen forårsaget et hul i taget. 

Brandvæsnets indsatsleder fortæller, at der er slået revner i murværket, og mursten er faldet ned fra laden, der er dateret til 1862.

- Lige nu arbejder vi på at forhindre, at ilden breder sig og bliver til en regulær tagbrand, og så forsøger vi også at beskytte det korn, der er i laden, og som har en vis værdi for virksomheden, siger Helgi Bachmann, der tilføjer, at de er mødt op med en del brandfolk.

Førslev Gods
Foto: Skraafoto.dk, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

- Vi er talstærk til stede herude. Der er folk fra tre stationer, og vi er to ledere, så det er en anseelig skare, siger han.

Derudover har politiet været til stede med to patruljer.

Førslev Gods eller Førslevgaard, som det tidligere hed, går helt tilbage til 1300-tallet. 


Nyhedsoverblik