Torsdag slog Holmegaard Ismageri dørene op i den såkaldte glashytte fra 1825, hvor glasværket uden for Fensmark i sin tid havde til huse.
Ejeren bag Holmegaard Ismageri er Martin Bisp, der også er indehaver af rejsebureauet Top Tours, som gennem 19 år har solgt rejser til Thailand.
Men coronakrisen har altså fået iværksætteren fra Faxe Ladeplads til at sørge for feriestemning i Fensmark, hvor der nu bliver solgt is lavet af økologisk råmælk.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mælken til isen kommer fra Salsbjerggård i Lundby, og Martin Bisp har planer om at udvide sin is-forretning, når der er kommet godt gang i galshytten ved Fensmark.
- Vi tror på, at isen også kommer ud og bliver solgt mange andre steder end lige her, men lige nu, er det bare at komme godt i gang, siger han.
Måtte finde nye veje
Da verden for omkring et år siden lukkede ned, blev det umuligt for Martin Bisp at tjene penge på sit rejsebureau, og derfor satte han sig for at finde nye måder at tjene penge på.
- Det er op til mig at skabe min egen fremtid igen – det skulle jeg også for 18 år siden, da vi startede, sagde Martin Bisp til TV2 ØST i efteråret 2020.
- Der er ikke nogen, der skal fikse det for mig, sagde han.
Og derfor anskaffede Martin Bisp sig en vintage isbil og gik i gang.
- Vi solgte 16.000 kugler is på havnen i Faxe Ladeplads, fortalte han, og succesen med issalget er altså nu i første omgang blevet til en forretning i Fensmark.