Cykler, indkøbsvogne og trafikkegler - dykkere fandt opsigtsvækkende ting i Susåen ved affaldsindsamling

På tre timer har seks dykkere fra Næstved Sportsdykkerklub indsamlet et mindre bjerg af skrald fra bunden af Susåen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I denne weekend er der landsdækkende affaldsindsamling – ikke kun på land – men også i vandet. 

Det er Dansk Naturfredningsforening, der står bag, men arbejdet udføres af en lang række frivillige. Blandt dem har en gruppe sportsdykkere fra Næstved været med i skraldeindsamlingen.

quote Vi tænkte, før vi gik i gang, at der nok var noget at komme efter, og det kan vi se nu – at det var der

Morten Kristensen, dykker, Næstved Sportsdykkerklub

Lørdag morgen klokken ni hoppede seks dykkere fra Næstved Sportsdykkerklub i Susåen. Ifølge Morten Kristensen, der var dagens tovholder på affaldsindsamlingen og til dagligt kasserer i foreningen, havde man i år valgt at dykke ned i Susåen på det sted, hvor kanoerne anløber.

- Vi tænkte, før vi gik i gang, at der nok var noget at komme efter, og det kan vi se nu – at det var der, siger han.

For på de omkring tre timer, som Morten Kristensen og de fem andre dykkere var i vandet, fik de sammen med hjælpere på land hevet anseelige mængder affald op.

- Indkøbsvogne, flasker, skilte, trafikkegler, skraldestativer og cykler, fortæller Morten Kristensen og tilføjer:

- Vi har haft nogle nede i vandet, som har sat reb på de tunge ting, og så er der nogle på land, som trækker indkøbsvogne og cykler op.

Klokken ni lørdag hoppede seks dykkere fra Næstved Sportsdykkerklub i Susåen for at samle skrald.
Klokken ni lørdag hoppede seks dykkere fra Næstved Sportsdykkerklub i Susåen for at samle skrald. Foto: Morten Kristensen

Det er ikke første gang, at Næstved Sportsdykkerklub deltager i affaldsindsamlingen. Også i 2018 og 2019 var dykkere i vandet for at samle skrald til den årlige affaldsindsamling – men de tidligere år har Næstved Kanal været omdrejningspunkt for affaldsindsamlingen, hvor man i år for første gang gik i Susåen.

Mindst 100 flasker

Selvom der var mange forskellige genstande blandt de indsamlede – og blandt dem også flere genstande, man kan undre sig over har fundet vej til åen – så var det især mængden af flasker, som gjorde indtryk på Morten Kristensen:

- Hvis jeg skal gætte, er der et par hundrede flasker.

Især mængden af flasker smidt på bunden af Susåen har gjort indtryk på dykkerne.
Især mængden af flasker smidt på bunden af Susåen har gjort indtryk på dykkerne. Foto: Morten Kristensen

Det hele er nu samlet i en bunke, som dykkerklubben har indgået en aftale med Næstved Kommune om at få fjernet.

Den landsdækkende affaldsindsamling har forløbet siden mandag.

Her har børn fra skoler og daginstitutioner i hele landet været på jagt efter pizzabakker, kaffekrus, og hvad der ellers ligger af henkastet skrald.

Fangsten fra en lidt anderledes dykkertur i Susåen har været både alsidig og omfangsrig.
Fangsten fra en lidt anderledes dykkertur i Susåen har været både alsidig og omfangsrig. Foto: Morten Kristensen

Lørdag og søndag er der flere end 2.200 lokale indsamlinger ude at samle skrald – det højeste antal nogensinde, oplyser Dansk Naturfredningsforening.

Sidste år blev der på landsplan indsamlet 53 tons affald.

Indsamlingen løber i morgen, søndag, med - find en indsamling nær dig via linket her.


Nyhedsoverblik