Daginstitution ramt af skimmelsvamp - skal genhuses på ubestemt tid

Daginstitutionen Kornblomsten i Næstved skal genhuses midlertidigt. Efter en vandskade er der nu fundet skimmelsvamp i lokalerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et hul på et vandrør kan lave rigtig meget ravage. 

Det ved man nu i daginstitutionen Kornblomsten i Næstved, hvor børn og voksne skal genhuses efter en vandskade. Vandskaden har fået niveauet af skimmelsvamp i bygningen til at stige.

Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

Lugten af fugt fra et teknikrum afslørede, at noget var galt, fortæller Elise Dittmann, der er områdeleder for dagtilbudsområde Øst i Næstved Kommune. Og undersøgelser viste, at der var tale om et læk på et vandrør, der lå skjult under gulvet.

Flytter i næste uge

Fordi der nu er konstateret skimmelsvamp over det normale niveau under gulvet i flere af institutionens lokaler, skal Kornblomstens personale og børn flyttes til andre lokaler.

Der er også lavet prøver for skimmelsvampesporer i støvet på et par vandrette overflader i institutionen, og her er der også fundet mere skimmelsvamp end normalt.

Læs også
Skybrud ramte ud af det blå: - Vi kunne ikke bremse det, så vandet piblede bare op
Læs også
Skybrud ramte ud af det blå: - Vi kunne ikke bremse det, så vandet piblede bare op

Kornblomstens to vuggestuegrupper vil blive genhuset fra mandag den 7. oktober, mens de to børnehavegrupper bliver genhuset fra tirsdag den 8. oktober.

Det er lykkedes for kommunen at finde lokaler i nærheden af Kornblomsten, hvor institutionen kan holde til, mens skaderne udbedres. 

- Det har simpelthen været det allervigtigste for os i forhold til forældre og børn, at det ikke skulle give store gener for dem, så det er simpelthen i gåafstand, siger Elise Dittmann.

Kommune: - Vi tager ingen chancer

Indtil genhusningen af børn og medarbejdere er helt gennemført, vil alle aktiviteter så vidt muligt ske udendørs eller i lokaler, der ikke er ramt af skimmelsvamp, og samtidig vil der blive sikret ekstra rengøring i Kornblomsten. Herefter vil der ske en større renovering af Kornblomstens lokaler, før børn og medarbejdere igen kan flytte tilbage.

- Jeg vil gerne understrege, at der er tale om små koncentrationer af skimmelsvamp, men vi tager ingen chancer, når det gælder vores børn og medarbejdere - derfor tager vi naturligvis situationen alvorligt, siger Elise Dittmann.

Artiklen fortsætter under billedet.

I maj kæmpede Kornblomsten også med vandet. Her blev institutionens kælder  oversvømmet efter et skybrud. 
I maj kæmpede Kornblomsten også med vandet. Her blev institutionens kælder  oversvømmet efter et skybrud. 

- Jeg er meget taknemmelig for mine medarbejdere, der smøger ærmerne ekstra langt op i disse dage, siger hun.

Det er endnu uvist, hvornår børn og voksne kan flytte tilbage i lokalerne på Kildemarksvej, men det forventes at blive afklaret i løbet af nogle uger, når omfanget af skaderne er endeligt afklaret.


Nyhedsoverblik