Borgere, virksomheder og lokalpolitikere i Næstved har i årevis kaldt på en motorvej, som kan forbinde byen med Sydmotorvejen. Regeringen har allerede bekræftet, at motorvejen indgår i deres kommende trafikplan - og står det til den magtfulde interesseorganisation Dansk Industri, skal den stå færdig allerede i år 2025. Det skriver Sjællandske.
Dansk Industris ønske indgår som en del af deres investeringsplan for dansk infrastruktur for 2020-2030. Her indgår Næstved-Rønnede-motorvejen som et projekt, organisationen mener er nødvendig at have færdiggjort før 2025.
Næstved-Rønnede motorvejen er set fra Dansk Industri et af de mest oplagte projekter, der skal realiseres hurtigst muligt.
- Næstved-Rønnede motorvejen er set fra Dansk Industri et af de mest oplagte projekter, der skal realiseres hurtigst muligt, siger branchedirektør i Dansk Industri, Michael Svane, til Sjællandske.
I Dansk Industris investeringsplan påpeges det, at trængslen frem mod 2030 vil give en årlig omkostning på 32 milliarder kroner.
- Det er dyrt at investere i infrastruktur. Men det er dyrere ikke at gøre det, siger Michael Svane til Sjællandske.
Motorvej til Kalundborg har tidligere været på listen
Statsminister Lars Løkker Rasmussen (V) har tidligere dog udtalt til TV ØST, at der først skal findes til at færdiggøre Kalundborgmotorvejen.
Det skete den 2. oktober sidste år, da han fastslog, at en af topprioriteterne i regeringens planer for infrastruktur, er motorvejsprojektet i Vestsjælland.
- Jeg er meget stor tilhænger af en Kalundborgmotorvej. Vi skal finde pengene, og der må jeg sige, at der jeg var finansminister tilbage i 2009, der lavede vi en infrastruktur-plan, der indebar 100 milliarder kroner. Den er ved at være gennemført, og derfor skal vi de kommende måneder kaste et nyt blik ind i dansk økonomi en årrække frem, og der vil Kalundborg-vejen have stor prioritet hos regeringen, sagde Lars Løkke Rasmussen dengang til TV ØST.