Op mod 500 demonstrerer i dag for at markere deres utilfredshed med, at de penge, som egentlig skulle have gået til en del af motorvejsstrækningen mellem Næstved og Rønnede, nu skal bruges til en jysk motorvej i stedet.
- Det var jo flinke at lave den her forundersøgelse og VVM-undersøgelse, og vi fik endelig linjeføringen fastlagt, så folk ved, hvor dene skal være, siger Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen, der er med til at demonstrere.
- Og så lige pludselig var det som at få en spand koldt vand i hovedet; at de så sagde, nu har I fået linjeføringen, men vi har ikke lige nogen penge.
Vi er vel den største provinsby, som ikke har en motorvej. Det, synes vi, er helt grotesk
- Det er helt grotesk
Bag protesten står nogle af Næstveds erhvervsspidser. Blandt andre Tommy Jensen, der er administrerende direktør for Ropox i Næstved.
- Næstved mangler en motorvej. Vi er vel den største provinsby, som ikke har en motorvej. Det, synes vi, er helt grotesk, siger Tommy Jensen.
Også Torben Johansen, der er bestyrelsesformand i Næstveds Erhvervsforening, mener, at det er helt forkert, at der ikke er en motorvej.
- Det er vigtigt, fordi vi har rigtig meget erhvervsliv her i byen, som har store problemer med at komme til og fra, siger han.
- Vi har 20.000 pendlere, der pendler til og fra byen, og vi har en rigtig god infrastruktur inde i byen med vores nye ringveje, så har vi motorvejen ude ved Rønnede, og så en gedesti fra Næstved. Det er jo hovedløst.
"Motorvej Næstved-Rønnede NU"
For to uger siden fortalte vi her på TV ØST, at over 5.000 personer havde meldt sig ind i Facebook-gruppen "Motorvej Næstved-Rønnede NU".
Det kom, efter de 283 millioner, som egentlig var øremærket til at begynde anlægsarbejdet, i stedet skulle bruges på en motorvej i Jylland. Her sagde Jacob Jensen, folketingsmedlem fra Venstre:
- Jeg tror ikke, det betyder noget i realiteten for, hvornår Rønnede-Næstved motorvejen vil stå færdig, fordi vi alligevel skal lave en stor trafikaftale på Christiansborg, inden vi kan sætte penge af til projektet. Og det er min vurdering, at det vil ske inden for et års tid, sagde han.
Vi må vente, til pengene er der
Og det bakker Venstres borgmesterkandidat i Næstved op om:
- Det giver ikke mening at bygge halvdelen. Derfor må vi vente til det fulde beløb er til stede, og det håber vi, at det er til næste år, siger Kristian Skov-Andersen.
Men er det ikke bedre at begynde op det, så man ved, at det rent faktisk bliver til noget?
- Jo, men vi kan ikke bruge tre kilometer fra Næstved til Rønnede til noget, siger Kristian Skov-Andersen.
- Derfor er vi nødt til at vente på, at vi har det fulde beløb på 1,6 milliarder, så vi kan bygge hele motorvejen.