Den gamle bane var ’farlig’ - nu skal tidligere storhold opbygge et fort

Næstved BK kan omsider spille inden for kridtstreger, som ikke indbyder til vrid i anklen og muskelskader.

- Det er et spørgsmål om tid, før en af os får en alvorlig skade.

Sådan erindrer midtbanespiller for Næstved BK, Mark Kongsted, at samtalerne i omklædningsrummet foregik, da holdet stadig spillede på den gamle, hullede bane.

quote Den gamle bane var farlig at spille på

René Skovdahl, cheftræner for Næstved BK

Næstved BK har nu spillet to hjemmekampe på deres nye hybridbane på MTM Service Park, som stod færdig den 22. september.

Det har vakt stor begejstring hos spillere og stab, som tager imod den nye bane med kyshånd og sparker den gamle bane langt ud af kommunen.

- Vi kan nu opbygge det her fort igen, hvor vi spiller positiv fremadrettet fodbold, siger fodboldchef, Kenneth Gangsted.

Cheftræner for Næstved BK, René Skovdahl, er ligeledes henrykt over klubbens nye græstæppe.

- Den gamle bane var farlig at spille på. Så det betyder utrolig meget, og spillerne elsker det, det er tydeligt.

Sømmet i ligkisten

Der var længe en fornemmelse af, at der opstod flere skader, end hvad der var normalt.

Efter en lang periode, hvor der var konstant bekymring for spillernes ve og vel, skete uheldet, som udløste beslutningen om, at Næstved ikke længere kunne spille på banen.

Se, hvordan hybridbanen blev syet sammen af kæmpe symaskiner, her.

Den 5. december 2023 spillede Næstved hjemmekamp mod Helsingør.

- Dommeren forvred anklen på vores bane og måtte bæres ud. Det var sidste søm i ligkisten, siger Kenneth Gangsted.

Næstveds gamle boldbane fotograferet fra luften i 1956. I 1971 vandt klubben den næstbedste række. Fra 1972 til 1996 spillede klubben - bortset fra en enkelt sæson - i den bedste række. To gange fik de sølv (1980 og 1988), mens det fire gange er blevet til en tredjeplads.
Næstveds gamle boldbane fotograferet fra luften i 1956. I 1971 vandt klubben den næstbedste række. Fra 1972 til 1996 spillede klubben - bortset fra en enkelt sæson - i den bedste række. To gange fik de sølv (1980 og 1988), mens det fire gange er blevet til en tredjeplads. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto / Det Kgl. Bibliotek

Herefter tog Næstved BK beslutningen om, at de måtte gøre noget.

Derfor faldt valget på at spille hjemmekampe på Slagelse Stadion, hvor klubbens hjemmekampe blev afviklet fra 24. januar 2024 til nu, hvor hjemmekampene igen finder sted på MTM Service Park.

Slut med primitiv fodbold

Fra den 23. juli til den 23. december 2023 trænede og spillede Næstved BK helt anderledes, end de ellers gerne ville.

De spillede forbi de områder på banen, der var værst, fordi de ikke kunne stole på, at bolden teede sig efter hensigten.

quote Man kan stole på banen igen

Mark Kongsted, fodboldspiller, Næstved BK

Men nu, hvor hullerne i banen er væk, kan Næstved igen se bort fra det primitive fodbold, de var nødsaget til at spille på den gamle bane.

- Man kan stole på banen igen – det fungerer bare. Vi kan begynde at fokusere på possession-fokuseret fodbold, siger Mark Kongsted.

Og fodboldchef, Kenneth Gangsted stemmer i.

- Det nye underlag giver en helt anden tryghed. Da underlaget var på sit værste, var vi simpelthen nødt til at lægge spillet fuldstændig om.

- Men nu er der stor sandsynlighed for, at bolden lander der, hvor man regner med. Vi kan faktisk spille fodbold på en rigtig god bane igen, siger Kenneth Gangsted.

Tilskuerne er tilbage

Da Næstved BK benyttede Slagelse Stadion som hjemmebane, var der kun omtrent 400-500 tilskuere, der mødte op.

Men den tid er forbi.

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune, klipper snoren til den nye fodboldbane.
Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune, klipper snoren til den nye fodboldbane. Foto: Tobias Kongsvang

De kan nu igen gå på hjemmebanen i Næstved til sædvanlig opbakning og vide sig sikre på, at græstæppet ikke forsvinder under dem.

- Da vi spillede i Slagelse, kunne vi mærke på tilskuerne, at der ikke var nær så stor interesse. Det var bare ikke det samme, siger Mark Kongsted.

Læs også
Store symaskiner syer ny fodboldbane
Læs også
Store symaskiner syer ny fodboldbane

Til første og anden hjemmekamp i sæsonen på den nye plæne var der mellem 1.500 og 1.700 tilskuere, hvilket ligger i det lag, tilskuertallet normalt rammer på MTM Service Park.

Og det er da heller ikke nogen overraskelse, at tilskuerne nu er tilbage på lægterne.

- Næstved er en fodboldby, og folk kommer og bakker op, når der er mulighed for det, siger Kenneth Gangsted.

Den nye bane har kostet 15 millioner kroner.


Nyhedsoverblik