Når Dansk Folkeparti til efteråret sætter sig til bords for at forhandle finanslov, er det med et krav om at beskytte erhvervsskolerne fra årlige besparelser.
For der er hårdt brug for faglært arbejdskraft i fremtiden, og den udfordring skal løses, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen-Dahl, til TV ØST under sit besøg på erhversskolen ZBC i Næstved.
Skolen medlte forleden ud, at 60 medarbejdere skal fyres på grund af dalende elevtal på skolen.
Vi får brug for faglært arbejdskraft i et større omfang i fremtiden
- Vi har specielt på erhvervsuddannelserne rigtig meget brug for, at der er flere, der bliver uddannet. Vi får brug for faglært arbejdskraft i et større omfang i fremtiden, siger Kristian Thulesen-Dahl og uddyber:
- Derfor må vi bare sige, at det er et af de steder i vores uddannelsessektor, hvor vi først og fremmest kan se, at det rigtigt snerper til, og hvor vi har brug for at man kan investere nogle flere ressourcer, så det duer ikke samtidig at have et omprioriteringsbidrag, siger han.
Var selv med til at starte besparelser
Kritikken har længe lydt fra erhvervsskolerne, som mener, at sparekrav og erhvervsskolereformen fra 2014 har påvirket skolernes elevtal negativt.
Dalende elevtal på landets erhvervsskoler
2012: 78.956
2013: 78.484
2014: 80.075
2015: 69.934
2016: 61.953
2017: 58.381
Kilde: Undervisningsministeriet
- Vi ser nogle politikere, der bliver ved med at udhule økonomien, så alt det, vi selv kan gøre for at gøre os smarte for eksempel gennem samarbejde med folkeskolen, bliver saboteret af, at skolerne er under konstante besparelseskrav fra finansministeriet gennem omprioriteringsbidraget, siger Lars Kunov, Direktør i Danske Erhvervsskoler.
Regeringen vil sløjfe det udskældte omprioriteringsbidrag – årlige kommunale besparelser på to procent – i 2022.
Men det er for sent, mener Dansk Folkeparti, som ikke vil have, at bespareslerne skal stoppes fra næste år.
Partiet var dog selv med til at gøre omprioriteringsbidraget til lov i 2016, men mener altså at dele af uddannelsesområdet skal fritages nu.
- Når man har sådan en grønthøstermetode, som omprioriteringsbidraget er et udtryk for, så kan man gøre det i en årrække, hvor der kan strammes lidt til hist og pist, men det har også en udløbsdato, ellers bliver det jo bare gedigne besparelser, siger han.
- Jeg mener, at vi er nået dertil nu i forhold til vores erhvervsuddannelser, at det er nødvendigt for vores uddannelsesinstitutioner at vide, at der er en udløbsdato, siger Kristian Thulesen-Dahl.
Regeringen ønsker at samarbejde
Siden 2014 har erhvervsskolerne oplevet et elevfald på 19 procent. Det har betydet, at erhvervsskolerne på landsplan har mistet 1,2 milliarder kroner, alene på grund af aktivitetsnedgang. Det er dels erhversskolereformen i 2014 og sparekravene, som har fået færre til at søge uddannelserne.
Finansordfører fra Venstre, Jacob Jensen (V), er åben over for at finde en løsning på erhvervsskole-området.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke ønsker at lave unødvendige besparelser. Det har været sådan, at uddannelsesområdet, kulturområdet og andre områder har været friholdt fra omprioriteringsbidraget indtil for få år siden, hvor vi konstaterede, at der manglede penge i statskassen som følge af den krise, som Danmarks havde været i gennem tidligere, siger han til TV ØST.
- Nu er vi på vej ud af krisen, og vi kan se, at årene foran os bliver bedre. Derfor har vi lagt op til, at omprioriteringsbidraget skal stoppes i 2022, men hvis Dansk Folkeparti er parat til at finde de penge på finansloven i den såkaldt forhandlingsreserve, som vi har sat til side, så vil jeg selvfølgelig være modtagelig over for den slags argumenter, siger han.