Svanen er Danmarks nationalfugl - og somme tider kan man godt tænke, at den selv er klar over det. I hvert fald har den store fugl det med at spankulere rank og stolt rundt på steder, hvor dens tilstedeværelse ikke altid er helt praktisk.
Netop det var, hvad Ole Nygaard Jensen fra Lundby på Sydsjælland oplevede, da han sammen med sin kone skulle passere broen over Sydmotorvejen nær Bårse.
- Vi er på vej mod Præstø, og så kan jeg se, at der holder lastbiler med havariblink, men jeg kan ikke se, hvad de holder for, siger Ole Nygaard Jensen.
Den styrer simpelthen det hele, og der er ikke rigtig nogen, der gør noget ved det
Svanen styrer det hele
Snart bliver det tog tydeligt, hvad de holder for. Midt på broen spankulerer en stor, rank svane rundt uden at tage notits af de mange biler og lastbiler, som måtte stoppe midt på broen for at passe på svanen.
- Den styrer simpelthen det hele, og der er ikke rigtig nogen, der gør noget ved det, fortæller Ole Nygaard Jensen.
Nogen måtte gøre noget
Men Ole er en handlingens mand. Han arbejder i forsvaret og har tidligere været Falckredder, og derfor ved han godt, hvordan man håndterer en vildfaren fugl - også når det er en bastant fugl som en svane.
Den hvæsede noget, men jeg var mest bange for, at den ville skide på mig.
Med den ene hånd om fuglens bryst og den anden om dens hals - så den ikke bider - får Ole bakset svanen ind i sin bil. Han har nemlig en plan.
- Så kunne jeg sidde på forsædet sammen med svanen. Den hvæsede noget, men jeg var mest bange for, at den ville skide på mig, griner Ole Nygaard Jensen.
Det gjorde den heldigvis ikke, og kort efter ankom Ole og hans hustru til en nærliggende grusgrav med en sø, hvor svanen kan boltre sig uden at frygte trafikken.