Et nyt tog har indtaget Lille Syd

DSB dropper de aldrende MR-tog på Lille Sydbanen mellem Næstved, Køge og Roskilde. Sidste tog kører natten til søndag. I stedet indsættes Desiro-tog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Natten til søndag kører MR-togsættene dog sidste gang med passagerer på Lille Syd-banen mellem Næstved, Køge og Roskilde.

Med skiftet til ny køreplan skifter DSB nemlig også de snart 40 år gamle tog på strækningen ud med væsentlig yngre modeller.

Udviklet under Anker Jørgensen

Litra MR, som togsættene rettelig hedder, er kendetegnet ved, at de enkelte togsæt er udstyret med egen motor.

Toget blev udviklet i Vesttyskland i 1970’erne, og begyndte at blive indsat i Danmark i 1978.

Siden har de spillet en betydelig rolle på DSBs sidebaner - på Sjælland især på Lille Syd.

Bedre komfort

Når togene bliver udskiftet med nye Desiro-togsæt fra den tyske producent Siemens, så vil brugerne dog opleve en bedre komfort og også en smule forbedrede transportmuligheder i forhold til i dag, oplyser DSB.

Desiro-togsættene kan accelerere og bremse lidt hurtigere end MR-togsættene, og det giver en smule bedre tid på den enkelte station. Men deres tophastighed er ikke ændret, da man ikke må køre hurtigere på skinnerne end i dag, oplyser DSB til TV ØST.

Desuden er der bedre komfort i togene, hvor det er lettere at stige ind og ud, og hvor også WC-faciliteterne er bedre.

Ikke nye tog

DSB har de seneste år kæmpet med de nyudviklede IC4-tog. De nye Desiro-togsæt på Lille Syd er dog afprøvet materiel.

De blev leveret til DSB i 2010, og har senest kørt på Nærbanen i Århus. Her er de nu blevet ledige, da skinnerne ombygges til letbane.

Togene er dog netop blevet renoveret, og har blandt andet fået en ny motor.


Nyhedsoverblik