Kistefabrik oplever stor efterspørgsel specialdesignede kister

Fuglebjerg Kistefabrik gør brug af en såkaldt kistedesigner, som laver kister med farver og motiver ud fra pårørendes ønsker.

De fleste kister bliver produceret i ganske simpelt design og i neutrale farver

Det er den kiste, som Bodil Grubak fra Kirkerup netop har bestilt til sin afdøde fars bisættelse, slet ikke.

Bodil Grubaks far var en sportsnørd med stor kærlighed til tennis. Han havde selv spillet tennis det meste af sit liv og været med til at bygge tennisbaner.

Bodil Grubak er i gang med at specialdesigne en kiste til sin far, der skal bisættes i weekenden
Bodil Grubak er i gang med at specialdesigne en kiste til sin far, der skal bisættes i weekenden Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Derfor skal han sendes afsted i en kiste, der er orangefarvet som tennisbanens grus. 

På kisten påsættes desuden et billede af faren, der blev taget på en sportsferie for få år tilbage.

- Den skal symbolisere min far og give hans ånd et udtryk i kirkerummet. Den skal vise den person, han var, fortæller hun. 

På den ene side af kisten skal der være et motiv af en ketsjer og en bold, der er lagt på banens grus.

- Det skal symbolisere, at kampen er slut, fortæller Bodil Grubak.

Sådan ser den ene ende af kisten ud
Sådan ser den ene ende af kisten ud Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Produceres ved hjælp af 3D-teknologi

Kisten er bestilt hos Fuglebjerg Kistefabrik, der ligger mellem Næstved og Slagelse.

I over 100 år har fabrikken produceret kister, primært i hvid og træfarver, men nu gør en ny robotteknologi, en såkaldt kistedesigner, det muligt at male og dekorere kisterne, så de får det personlige præg, som kunderne ønsker.

- Vi kan ikke begynde at lave runde kister, men inden for de mål, vi har at gøre med, kan vi stort set lave alt. Det er kun fantasien, der sætter grænserne, siger direktør Hanne Elsner.

Kisterne designes med 3D-teknologi.
Kisterne designes med 3D-teknologi. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Muligheden for at selvdesigne kister er hurtigt blevet populær, fortæller direktøren.  

Salget af de egendesignede kister er steget fra tre om måneden til 25 om ugen.

- Det betyder meget for os, at vi kan være med til at lave det aftryk, som folk gerne vil sende sine kære afsted med, siger Hanne Elsner.

Kistedesigneren er efter direktørens vidende den eneste i Europa. 

Tag stilling i god tid

Idéen til kister med personlige præg har længe rumsteret i Hanne Elsners hoved. 

Hendes far døde pludselig som 58-årig, og fordi familien havde en kistefabrik, havde de haft samtaler om, hvordan de ønskede at blive sendt afsted på den sidste rejse. 

Ifølge direktør Hanne Elsner skyldes den store efterspørgsel tidsånden.
Ifølge direktør Hanne Elsner skyldes den store efterspørgsel tidsånden. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Men det er ikke alle, der når til de overvejelser. 

- Jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan vi kan hjælpe med, at folk får talt om det, så det bliver den afsked, som den afdøde havde et ønske om. Så man ikke får brændt en person, der gerne ville have været begravet, siger hun.

Hanne Elsner opfordrer til, at man tager stilling, inden man bliver 50 år. 

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan kisterne kan se ud.
Kun fantasien sætter grænser for, hvordan kisterne kan se ud. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Nyhedsoverblik