Flertal i udvalg vil se på skolestrukturen i Næstved igen

I 2016 blev de 17 skoler i Næstved Kommune til seks. Nu vil et flertal i Børne- og Skoleudvalget undersøge, om strukturen bør rulles helt eller delvist tilbage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var engang, hvor Kobberbakkeskolen afdeling Sct. Jørgen bare hed Sct. Jørgens Skole, og hvor Ellebækskolen afdeling Kildemark hed Kildemarksskolen. Måske kan skolerne komme til at hedde sådan igen.

På et møde i Børne- og Skoleudvalget mandag diskuterede de seks medlemmer, om det er tid til at rulle skolestrukturen på folkeskolerne i Næstved Kommune tilbage til noget, der helt eller delvist ligner den skolestruktur, der var i kommunen før 2016. Dengang var der 17 folkeskoler i Næstved Kommune. Nu er der seks store skoler med underafdelinger.

quote Tiden er ikke til eksperimenter

Jørgen Christiansen (S), medlem, Børne- og Skoleudvalget, Næstved Kommune

- Jeg synes, der er brug for en klar ledelse på den enkelte skole. Jeg hører fra lærere og ansatte, at der nok er nogle ting, der er blevet bedre med de seks store skoler. Nogle steder er der for eksempel kommet bedre økonomisk styring. Men de oplever også, at der er langt fra den matrikel, de arbejder på, og ind til selve skoleledelsen inde i Næstved by, og de fortæller, at det er svært at lave en selvstændig profil på skolen, siger Søren Revsbæk (V).

Fire ud af seks stemte for

Sammen med socialdemokraten Per Sørensen stillede han på udvalgsmødet et forslag, der betyder, at udvalget vil arbejde videre med en ny skolestruktur. 

- Vi ser, at der er mange udskiftninger på mellemlederniveau, altså på niveauet under den egentlige skoleledelse, og det må være, fordi folk ikke synes, det er interessant at have sådan en stilling, siger Søren Revsbæk (V).

Fire ud af udvalgets seks medlemmer stemte for. Det betyder, at forvaltningen skal komme med et forslag på næste udvalgsmøde i oktober, der skal indeholde en afskaffelse af områdeledelse, indførelse af selvstændig ledelse på de enkelte matrikler med tilhørende økonomiansvar, samt indførelse af skolebestyrelser på de enkelte matrikler.

Stemmer et flertal for, skal sagen videre til byrådet, og ryger den også igennem der, skal forslaget i høring blandt personale, skolebestyrelser og andre.

Jeg synes, der er brug for en klar ledelse på den enkelte skole, siger Søren Revsbæk (V) om skolestrukturen i Næstved Kommune.
Jeg synes, der er brug for en klar ledelse på den enkelte skole, siger Søren Revsbæk (V) om skolestrukturen i Næstved Kommune. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Udvalgsformand åbnede ballet 

Debatten om skolestrukturen har raset flere gange, og gjorde det også op til kommunalvalget sidste gang. Denne gang startede den med nogle udtalelser fra formanden for Børne- og Skoleudvalget, Lars Hoppe Søe (R) i Sjællandske i august.

- Det her fungerer ikke, sagde han til avisen og forklarede, at han ønskede, at borgerne i lokalmiljøet skulle kunne føle ejerskab til deres lokale skole igen.

Udtalelserne fik Søren Revsbæk (V) og Per Sørensen (S) til at gå sammen om det forslag, der blev behandlet på mødet i går, mandag.

Læs også
Fire kæmpeskoler bliver til 11 selvstændige skoler
Læs også
Fire kæmpeskoler bliver til 11 selvstændige skoler

Foruden de to herrer, stemte udvalgsformand, Lars Hoppe Søe (R) og Anette Brix (K) også for.

Anette Brix (K) er tilhænger af mere lokal ledelse på skolerne.

- Umiddelbart synes jeg, det lyder positivt, men jeg vil også gerne høre dem, som det her handler om, inden jeg tager en beslutning, siger Anette Brix (K) med henvisning til den høringsproces, der vil komme, hvis forslaget stemmes igennem både i udvalg og byråd. 

Partikolleger er skeptiske

Michael Perch (S) undlod at stemme, mens partikollegaen, Jørgen Christiansen, stemte imod, fordi han ønsker fortsat ro på skoleområdet. 

- Tiden er ikke til eksperimenter, men til at fortsætte den positive udvikling på skoleområdet, sagde han på mødet.

Michael Perch (S) er også skeptisk.

- Jeg synes, det er useriøst, at vi skal tage stilling om sådan noget her på fem minutter på et udvalgsmøde. Når man sætter sådan noget her i gang, også selvom det kun handler om at få et forslag på næste udvalgsmøde, så berører det en masse mennesker.

Læs også
Indleverer kollektiv opsigelse: - Vi gør det af kærlighed til skolen i Vig
Læs også
Indleverer kollektiv opsigelse: - Vi gør det af kærlighed til skolen i Vig

Han henviser desuden til det skoleforlig, som blev vedtaget i december 2018, hvor alle partier i byrådet på nær Konservative og Dansk Folkeparti blev enige om, at der ikke skulle ændres på skolestrukturen i denne valgperiode.

- Jeg tænker, det her er et valgstunt. Det er sådan jeg opfatter det, for hvorfor skulle det ellers komme nu, spørger Michael Perch (S).

Anette Brix (K) er positiv overfor en ændring af skolestrukturen i Næstved Kommune, men vil gerne høre personalets og andres holdning, inden hun tager stilling.
Anette Brix (K) er positiv overfor en ændring af skolestrukturen i Næstved Kommune, men vil gerne høre personalets og andres holdning, inden hun tager stilling. Foto: Næstved Kommune

Forslag inden kommunalvalg

Det er da også helt med vilje, at forslaget om at ændre på skolestrukturen i Næstved kommer nu.

- Det var vigtigt for Per og jeg, at den kommer i byrådet inden valget. Så det ikke svæver i luften i valgkampen, og folk tænker, hvad vil de, eller hvad vil de ikke? Hvis vi vil noget, så lad os da gøre noget nu, siger Søren Revsbæk (V), som ikke genopstiller til valget i november.

- Så det nuværende byråd kan sætte det her i gang, og så kan det nye byråd tage over.

Da de 17 skoler i Næstved Kommune blev ændret til seks skete det med 21 stemmer for og syv imod. Venstre var delte i debatten - fire stemte imod, heriblandt Søren Revsbæk (V), mens fire stemte for.


Nyhedsoverblik