Ind til juni i år gik de fleste børn fra Holme-Olstrup ved Næstved i skole i deres egen by.
Men nu er skolen lukket, og det bliver sandsynligvis døgninstitutionen Døgndiamanten, der får lov at benytte skolebygningerne fremover.
Fire ud af syv medlemmer af Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune stemte i dag for, at Døgndiamanten får lov at bruge bygningerne. Det står klart efter et møde i udvalget.
De får nogle gode vilkår for at drive deres institution og kan gøre deres organisation mere smidig
- Det er en måde at sikre Døgndiamantens fremtid på. De får nogle gode vilkår for at drive deres institution og kan gøre deres organisation mere smidig, siger Lars Hoppe Søe (R), som er formand for udvalget med henvisning til, at Døgndiamanten vil kunne samle tre afdelinger på én matrikel i Home-Olstrup.
Ønsker at starte en friskole
Mens fire medlemmer af udvalget altså stemte for beslutningen, var der én, der stemte imod, mens en undlod at stemme og en var fraværende.
Lokale kræfter i Holme-Ostrup havde ellers helst set, at de fik lov at overtage skolebygningerne, så de kan starte en friskole.
Hvis indstillingen fra Børn- og Skoleudvalget glider igennem i Økonomiudvalget og byrådet, må forældrene i Holme-Olstrup finde andre bygninger til deres skole.
- Det her handler ikke om at genere nogen. Det er en god idé at lade Døgndiamanten flytte ind, siger Lars Hoppe Søe (R) og fortsætter:
- Lige nu har vi en tom skole, og det gælder også om at få den brugt. Når først noget står tomt, så bliver det hurtigt faldefærdigt eller kan blive ødelagt.
Lige nu har vi en tom skole, og det gælder også om at få den brugt. Når først noget står tomt, så bliver det hurtigt faldefærdigt eller kan blive ødelagt
Institution for svært omsorgssvigtede unge
Næstved Kommune regner med, at det vil koste omkring 4,8 millioner kroner at bygge skolen om, så den kan anvendes til døgninstitution.
Man regner dog med at få cirka 4 millioner kroner ind i indtægter fra salget af de afdelinger, som fremover sandsynligvis skal huses i Holme-Olstrup.
Døgndiamanten er en døgninstitution for svært omsorgssvigtede unge mellem 12 og 18 år. Institutionen hører under Næstved Kommune.