Der kommer formentligt et lovligt gaderæs på de syd- og vestsjællandske veje til august eller september. Det er planen efter et møde med gruppen Striben-Legal og Næstved Kommune fredag.
- Vi kommer til at søge tilladelse for hver gang. Vi kan køre samme sted fem gange på et år, og så skal vi skifte område, fortæller Kenneth Clausen, der står i spidsen for Striben-Legal.
Mange synes bare, at vi skal have taget vores biler og sættes i fængsel. De forstår ikke, at det er vores hobby, ligesom andre spiller fodbold. Vores hobby har bare en motor.
Gruppen er dannet, fordi de fartglade bilejere har mødt modstand over de ulovlige gaderæs, de førhen arrangerede på blandt andet Ydernæs i Næstved. Her er det sidenhen blevet forbudt at opholde sig mellem klokken 20 og 02, medmindre man har et lovligt ærinde.
Drømmen er at få en fast bane at køre på, men det har lidt længere udsigter.
- Vi har kig på et sted, som kommunen nu skal undersøge i forhold til, om det kan lade sig gøre, så indtil videre er jeg glad for, at vi har fundet en anden løsning, så vi kan køre, siger Kenneth Clausen.
Hvis der skal gives tilladelse til at køre ræs på vejene, kræver det, at arrangørerne sørger for, at sikkerhedsforholdene er i orden, at der er en ambulance og læge til stede, at der bliver ryddet op efterfølgende, og omkostninger til eventuelle skader dækkes.
Kenneth Clausen og Nikolaj Winckler, der også arbejder for at realisere de lovlige gaderæs, er lige nu i gang med at tage en uddannelse som løbsledere, og de håber, det kan være med til at gøre ansøgningsprocessen nemmere.
- Der skal være en løbsleder til stede hver gang, og vi kommer til at sende vores uddannelsespapirer med, når vi søger, siger Kenneth Clausen.
- Mange synes, vi skal i fængsel
Håbet er, at de kan køre lovlige gaderæs hver anden weekend, men hyppigheden afhænger meget af, hvor omstændigt det er at søge tilladelserne.
- Nu skal vi lige i gang og have det ind under huden. Hvis det viser sig at være nemt, vil vi gerne køre hver anden weekend, men hvis det er alt for besværligt, bliver det måske kun en gang om måneden, siger Kenneth Clausen.
Han og Nikolaj Winckler gik i gang med arbejdet med de lovlige gaderæs i efteråret, og selv om de nu altså forsøger at følge reglerne, møder de stadig en del modstand.
- Mange synes bare, at vi skal have taget vores biler og sættes i fængsel. De forstår ikke, at det er vores hobby, ligesom andre spiller fodbold. Vores hobby har bare en motor, siger Kenneth Clausen.
Betaling for deltagelse
Når de lovlige gadeløb arrangeres, vil der blive en betaling for at deltage, så udgifterne til eksempelvis afspærring og sikkerhed bliver dækket.
- De fleste er positive overfor det. Især efter de nye regler om vanvidskørsel er kommet. Så risikerer de ikke at miste bilen, når de kører løb, siger Kenneth Clausen.
Lørdag den 5. juni har gruppen arrangeret en kørsel fra Næstved til Slagelse og til sidst til Ringsted. Formålet er at holde gejsten oppe hos medlemmerne og få en god dag sammen, og hvis nogen skulle være i tvivl, vil kørslen være en helt almindelig en af slagsen efter de gældende hastighedsregler.