En hovedbygning indpakket i stillads og plastik på Sparresholm har været synet, man har mødt på godset de seneste tre og et halvt år.
Sådan ser der stadig ud, men nu er håndværkerne i gang på stedet og genopbygningen dermed officielt i gang.
Det har godsejer Thomas Garth-Grüner kæmpet for, siden Sparresholm Gods blev ramt af et lyn og efterfølgende brandte i sommeren 2013.
- Det kan jeg virkelig mærke har lettet mit hjerte lidt, fortæller godsejeren til TV ØST.
Jeg glæder mig til at flytte ind en dag og få et hjem igen
brændte næsten ned til grunden
Den fredede hovedbygning brændte stort set ned til grunden i 2013. Hverken kulturarv eller barndomsminder fra det 400 år gamle renæssanceslot, stod til at redde i den voldsomme brand.
Siden er årene gået med oprydning, forhandling med forsikringsselskab, valg af arkitekt, der er blevet tænkt store tanker og drøftet frem og tilbage blandt andet med Det Særlige Bygningssyn udpeget af Kulturministeriet, som også stod for at rådgive i planerne om genopbygningen af Sparresholm.
- Det bliver rigtig spændende, jeg havde jo en lang ønskeseddel fra start, den bliver på ingen måde opfyldt hele vejen, men jeg håber da på, at nogle af tingene kommer igennem og at det bliver et super fedt hus til sidst, siger Thomas Garth-Grüner.
Nænsom nedrivning
Håndværkerne er disse dage i gang med en nænsom nedrivning.
- Som udgangspunkt skal vi bevare alt det, vi kan af bygningen, så det vi river ned nu, det er noget, der enten er så dårligt, at det ikke er holdbart at have i en bygning, fortæller ingeniør på sagen, Jeppe Steen Andersen.
Næste skridt i processen er, at få styr på ydervægge, få de bærende dæk op og til sidst et tag på. Engang til næste år, kan håndværkerne starte arbejdet indendørs, krydser godsejeren fingre for.
- Jeg glæder mig til at flytte ind en dag og få et hjem igen, siger han.
Ifølge byggeplanerne er det meningen, at den nye hovedbygning på Sparresholm skal stå færdig om to-tre år.