I dag faldt skyldkendelsen i en større rockersag, hvor en 25-årig hashhandler blev skudt i sin seng i november 2017.
Tre Bandidos-rockere har været tiltalt for drabsforsøget, som angiveligt skulle være sket i forbindelse med et opgør med gruppen Satudarah i en kamp om hashmarkedet i Næstved.
En af de tiltalte, et 27-årigt prøvemedlem af Bandidos, er netop fundet skyldig i drabsforsøget. Han blev fundet skyldig på baggrund af vidneforklaringer og nogle beskeder, han har sendt.
Eks-præsidents sag afvist
Den ene af de tre mænd i sagen er en 35-årig eks-præsident, som var tiltalt for drabsforsøg. Hans sag er blevet afvist på grund af en fejl i anklageskriftet, så derfor skal den køre igen. Han er fundet skyldig i levering af 75 kilo hash til videresalg.
De to andre personer i sagen er to yngre prøvemedlemmer af rockergruppen Bandidos, hvor den ene er blevet frifundet for drabsforsøget. Til gengæld er han blevet dømt for at have været i besiddelse af en maskinpistol.
Udover drabsforsøget drejer sagen sig om afpresning, våbenbesiddelse og omfattende hashhandel for 7,7 millioner kroner.
25-årig blev ramt af skud seks gange
Ifølge anklagemyndigheden opsøgte de to prøvemedlemmer af Bandidos den 25-årige i hans lejlighed på Østre Ringvej i Næstved den 13. november 2017 klokken 03.45. Her affyrede de en række skud imod den 25-årige, der solgte hash for den rivaliserende rockergruppe Satudarah i Næstved. Han blev ramt seks gange i mave, arme og ben.
Manden overlevede dog, men hans hund, der blev ramt af skud, døde. Ifølge anklager Mariam Khalil var det rent held, at manden overlevede skudepisoden. Det var tænkt som en likvidering, sagde hun i retten i Næstved i dag.
Den 25-årige har forklaret i retten, at han oplevede det, som om der var to personer i rummet, men at det kun var den ene, der skød. Efter gerningsmændene var stukket af, forsøgte han at rejse sig op, men det gjorde for ondt.
- Er du sindssyg, han kunne danse tango i sengen
Et vidne i retten har forklaret, at han havde talt med det prøvemedlem af Bandidos, der nu er dømt for drabsforsøg, få dage efter skudepisoden.
Den dømte havde været glad, fordi han var blevet forfremmet til Prospect (prøvemedlem, red.) i Bandidos, og han havde ifølge vidnet forklaret, hvordan det havde set ud, da han skød den 25-årige hashhandler, mens han lå i sengen.
- Er du sindssyg, han kunne danse tango i sengen.
Det var sådan, han sagde, forklarede vidnet i retten og pegede dermed på den 27-årige som gerningsmand.
I dag i retten i Næstved blev han så dømt for drabsforsøg. Ifølge TV ØST's udsendte reporter så han upåvirket ud, da skyldkendelsen blev afsagt, efterfølgende sad han i retssalen og smilede muntert, mens han talte med sin kammerat, der netop var blevet frikendt for drabsforsøget.