Har du set manden på billedet herover? I så fald vil Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi gerne høre fra dig.
Manden – som politiet vurderer til at være mellem 30 og 40 år – er nemlig mistænkt for at stå bag flere røverier og tyverier i flere politikredse på Sjælland.
Blandt andet mener politiet, at han 28. september klokken 13:35 stod bag et røveri i supermarkedet Rema 1000 på Dyssegårdsvej i Næstved. Han er set flygte i en mindre grå bil, muligvis en VW Golf 5 eller 6, fortæller politiet.
Politiet opfordrer manden til selv at henvende sig til politiet. Samtidig opfordres borgere, der kan genkende manden, til at kontakte politiet på telefon 114.
Signalement
- 30-40 år
- 175-180 centimeter høj
- Muskuløs af bygning
- Kort brunt hår
- Skægstubbe
- Talte dansk og er etnisk dansk af udseende
- Iført sort kasket, armygrøn fleecetrøje, sorte joggingbukser og sorte sko
- Tatoveret bag højre øre og på højre hånd