- Jeg er pikkehamrende sur på politikerne over, at de ikke tænker på os svage i samfundet.
Sådan siger Robert Hansen, der er lokalformand for de hjemløses landsorganisation Sand Storstrøm og lørdag havde indkaldt hjemløse og udsatte borgere i Næstved til protest foran deres varmestue ved Toldbodtorvet i det centrale Næstved.
Jeg bliver ked af det, fordi så har jeg ikke mine venner og kammerater i nærheden
Besparelser på området betyder, at varmestuens åbningstider ændres, så der er lukket i weekenderne, ligesom den varme aftensmad erstattes af madpakker.
- Det er for dårligt, at de skærer aftensmaden væk, fordi mange folk har ikke noget komfur. Og dem der virkelig er hjemløse og lever i skoven har ikke andre steder at gå hen og spise, siger bruger af varmestuen Arne Christensen.
- Jeg bliver ked af det, fordi så har jeg ikke mine venner og kammerater i nærheden af mig, siger Linette Hansen, der også er bruger af varmestuen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er en tidligere vikar på varmestuen, der står for musikken, mens lokale erhvervsdrivende har støttet dagens arrangement med blandt andet mad.
Kommune sparer en halv million kroner
Det er et flertal af lokalpolitikerne i Næstved Kommune, der har besluttet, at varmestuen i Næstved skal flytte til nye lokaler, og at der skal spares 500.000 kroner.
Men som TV2 ØST tidligere har fortalt, så splitter den beslutning byrådet.
- Vi er i en kommune, hvor man lige har lavet budgetforlig, hvor man kan bruge 500.000 kroner til Middelalderfestival og 160 millioner kroner til at bygge en svømmehal, og så kan man ikke finde ud af at give de socialt udsatte og dem, der sidder på bænken hele dagen et varmt måltid mad om aftenen. Det hænger ikke sammen, udtalte byrådsmedlem Søren Revsbæk (V) til TV2 ØST i december sidste år.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Hvis jeg var bruger af en varmestue, ville jeg også synes, det var vigtigt, at den havde åben så meget som muligt. Men jeg skal også som politiker sikre en vis kvalitet i den åbningstid, der er, sagde Michael Perch (S), formand for Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget, dengang til TV2 ØST og tilføjede:
- Det er klart et minus, at vi laver en kortere åbningstid, det er et klart plus, at vi får skilt adgangsforholdene ad fra stofrådgivning og varmestue, at vi kommer i nogle faciliteter, hvor man kan få nogle værkstedstilbud i varmestuen, og at man får faglært personale ind.
Artiklen fortsætter under billedet.
De brugere af varmestuen, som TV2 ØST lørdag talte med, ser frem til at få nye lokaler, men de er kede af, at de ikke længere kan spise aftensmad sammen.
- Det er hyggeligt at være sammen med andre mennesker og snakke med andre, som man ikke kender. Jeg synes, det er lidt tarveligt, at kommunen ikke vil hjælpe os med det, siger Chalak Tahir
Det er Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget, der har brugt for mange penge på området og dermed skærer på udgifterne til varmestuen.