Det var en varm fornøjelse, for de 800 atleter, der lørdag skulle svømme, cykle og løbe i det årlige triatlon i Karrebæksminde.
Startskuddet lød klokken 12, hvor triatleterne løb fra sand til havvand ved Enøs kyst.
En af dem, der efter svømningen skulle spænde sine cykelsko og cykelhjelm i varmen, var Søren Christensen fra Roskilde.
Han har deltaget i stævnet i Karrebæksminde i flere år, og dette år var ingen undtagelse.
- Der er sindssyg god stemning her. Det er et fantastisk stævne. Det kan godt være, det ikke går så hurtigt, men det er megahyggeligt og sjovt at race, siger han.
Triatlon er en kvart jernmand, også kendt som ironman.
Deltagerne skulle ved lørdagens stævne først svømme 950 meter i åbent hav, derefter cykle 50 kilometer i bakket terræn og afslutte med et løb på 10,5 kilometer i sommerhusområdet på Enø.
Heidi Vildsted fra Næstved er en garvet triatlet, der har nedlagt de mange kilometer flere gange før. Og der er en grund til, at hun bliver ved og ved.
- Det er det fede i, at man kan træne tre forskellige ting - det bliver aldrig kedeligt, siger hun.
Selvom Heidi Vildsted har deltaget i løbet syv gange før, var hun nervøs for den sidste del af ruten, som er 10,5 kilometer løb. Alligevel glædede hun sig til at komme over målstregen.
- Efter turen har man det rigtig rigtig godt. Så er man helt oppe at køre. Man får et ekstra kick til sidst, især når man løber op ad den røde løber mod målet.
Første mand i mål
Den første over målstregen var Matt Palmer, der havde taget vejen til Karrebæksminde fra København.
Han blev modtaget med klapsalver fra de hujende tilskuere, der stod langs hegnet ved den røde løber.
- Det var en rigtig god dag. Jeg havde rigtig gode ben, siger han, mens højenergisk sejrsmusik, pumper i baggrunden.
- Det var fantastisk vejr til at køre hårdt, siger han
På den solrige lørdag havde flere tilskuere også fundet vej ned til stranden.
Ægteparret Thomas og Karina Hansen fra Fensmark var i dagens anledning troppet op for at heppe på de mange triatleter.
- De er bare megaseje. Vi har et par venner, der deltager, og de skal selvfølgelig have et kæmpe klap med på vejen, siger Karina Hansen.
De vil gerne bakke op om projektet, som de er glade for, fordi det trækker turister til deres del af landet.
- Det er et fantastisk arrangement med en masse frivillige, der hjælper til langs ruten. Det vil jeg gerne bakke op om, siger Thomas Hansen
Deltager skal til OL
En anden af dagens deltagere er Emil Holm på 27 år, der er professionel triatlet og skal til OL i triatlon for Danmark, når det senere på sommeren afholdes i Paris.
I dagens anledning skal han være med på et stafethold, hvor han skal svømme.
På trods af at Emil Holm er professionel atlet med mange triatlonstævner bag sig, er det hans første gang ved stævnet i Karrebæksminde.
- Det er faktisk ikke helt i orden, at det har taget mig så langt tid at være med. Det er sådan en sjællandsk klassiker det her, siger han.
Karrebæksminde Triatlon blev første gang afholdt i 2015, og finder sted for niende gang.