Der blev kørt med stor forsigtighed, da tre kæmpe vindmøllevinger torsdag aften skulle transporteres gennem rundkørslen ved Karrebækvej i Næstved.
Vingerne med en længde på 65 meter havde kurs mod området omkring Saltø Gods, hvor Vestas er ved at opsætte tre kæmpevindmøller.
Vindmøllerne har været undervejs længe. I marts 2015 stemte byrådet i Næstved Kommune ja til opførelsen af dem til trods for store protester fra de lokale ved godset, der blandt andet frygtede støjgener og faldende huspriser.
Kæmpevindmøllerne vil samlet set producere strøm svarende til omkring 7.600 hustandes forbrug.