Alting stiger og bliver dyrere.
Det har en række kommuner her i regionen på det seneste måttet sande, og nu er også politikerne i Næstved blevet præsenteret for en "en dramatisk ændring" i kommunens forbrug.
I årets første to måneder er der i Næstved Kommune konstateret et merforbrug på 44 millioner kroner.
Fortsætter udviklingen ser kommunen ind i en samlet budgetoverskridelse på over en kvart milliard kroner for hele 2023.
Det har et omfang, der rækker længere, end inflationen lige kan forklare
Det fremgår af kommunens seneste budgetkontrol, som kommunaldirektør Rie Langhoffs Perry har gjort rede for i en mail til politikerne. Hun kalder situationen for "meget alvorlig".
- Vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan i Næstved for at undgå eller i det mindste minimere vores overskridelse af servicerammen i år, skriver hun.
Mere end inflation
Senest ved årsskiftet ramte inflationen næsten otte procent – men ifølge Kristian Skov Andersen (V), medlem af økonomiudvalget i Næstved Kommune, kan det ikke være hele forklaringen.
- Det har et omfang, der rækker længere, end inflationen lige kan forklare. Det er vores klare indtryk, siger han og tilføjer:
- Du har ret i, der er en mekanisme i samfundet, der trækker i den retning – men så er det her alligevel noget, som overrasker os, og som vi er nødt til at gribe ind over for.
Hvad mener du, man burde have gjort anderledes?
- Jeg er ikke ude på at korrigere nogen, men jeg konstaterer, at der et andet mønster, end der plejer at være, så vi er nødt til at gribe ind over for det, siger Kristian Skov Andersen og fortsætter:
- Hvis det varer ved året ud får det et omfang, som er uacceptabelt.
Kan risikere straf
Kristian Skov Andersen henviser til, at Næstved Kommune – på linje med landets øvrige kommuner – skal holde sig indenfor en økonomisk ramme, den såkaldte serviceramme, når der bruges penge på at servicere kommunens borgere.
Denne serviceramme er fastsat ifølge budgetloven. Overskrider den enkelte kommune servicerammen, risikerer kommunen en økonomisk straf i tillæg til en kollektiv straf, der pålægges alle landets kommuner.
I et forsøg på at stramme tøjlerne skal medlemmerne af Næstved Kommunes økonomiudvalg på næste møde tage stilling til en række tiltag for at imødegå situationen.
Det indebærer blandt andet et midlertidigt ansættelses- og indkøbsstop, fremgår det af orienteringen fra kommunaldirektøren. Tiltag, som man hos Venstre er klar til at bakke op om.
- Vi er ikke ude i skatteforhøjelser eller markante serviceforringelser – vi er blot ude i et let tråd på bremsen for at undgå tilstande a'la Vordingborg eller Slagelse, lyder det fra Kristian Skov Andersen.
Besparelser i nabokommuner
Kristian Skov Andersen henviser til, at både Vordingborg og Slagelse kommuner har været nødt til at gennemføre besparelser midt i en budgetperiode som følge af underskud.
Senest har Vordingborg Kommune lagt et underskud bag sig på 75 millioner kroner for budgetåret 2022 og besluttet at annullere en række anlægsprojekter.
I Slagelse Kommune gennemfører man i indeværende år besparelser for 323 millioner kroner.
Men i Næstved Kommune vil der ikke blive indført lignende besparelser, forsikrer borgmester Carsten Rasmussen (S).
- Vi er nødt til at bremse lidt op. Men vi mangler ikke penge, for vi har 713 millioner kroner i kassen. Vi må bare ikke bruge i dem i den aftale, som vi har med kommunerne, siger Carsten Rasmussen og fortsætter:
- Udfordringen er, at vi bruger for mange penge i Næstved. Det betyder, at vi på grund af overforbruget overskrider servicerammen.
Gule lamper tændt
Carsten Rasmussen fortæller videre, at økonomiudvalget i Næstved Kommune i næste uge skal tage stilling til et forslag om at indefryse halvdelen af de penge, som virksomhederne i Næstved har i overskud, indtil kommunen har set, hvordan den næste budgetkontrol ser ud.
- Måske er det at skyde gråspurve med kanoner, men hvis vi når senere hen på året, og budgetoverskridelsen vokser, kan det blive svært for os at regulere, siger han og uddyber:
- Jeg tager det alvorligt, og det er rettidigt omhu at handle nu, så vi ikke står, ligesom vi gjorde i 2014, hvor vi skulle spare 140 millioner kroner på et driftsbudget. Nu har vi tændt et forsigtigt gult lys, siger Carsten Rasmussen.
Borgmesteren fortæller videre, at det er pres på ældreplejen og et voksende handicapområde, der blandt andet gør, at Næstved Kommune i årets to første måneder har haft et overforbrug.
- Nu skal vi tænke os om, og i administrationen skal vi se på, om vi skal vente en måned eller to med at ansætte nye medarbejdere i kommunen, hvis nogle for eksempel vælger at stoppe, slutter Carsten Rasmussen.