Kongepyton på flugt i Herlufmagle: - Først tænkte jeg "åh fuck"

Slangen slap søndag væk fra sit hjem og siden har ingen set den.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De seneste par dage har et - i dansk sammenhæng - usædvanligt væsen været det helt store samtaleemne i Herlufmagle lidt uden for Næstved.

En kongepyton er nemlig forsvundet fra sit hjem i den lille by og ingen ved, hvor slangen er.

- Lige først, da jeg fandt ud af det, tænkte jeg: Åh fuck, siger Dorthe Thrane fra Herlufmagle, inden hun tilføjer:

- Men vi har lige været i Ree Park og lært at håndtere kongepytoner.

Dorthe Thrane føler sig godt klædt på til at håndtere en kongepyton
Dorthe Thrane føler sig godt klædt på til at håndtere en kongepyton Foto: Lauge Germundsson - TV2 ØST

Der er dog ikke grund til at frygte for eget ve og vel, hvis man skulle støde ind i slangen. 

Kongepytonen er hverken giftig eller farlig for mennesker.

Slange i skjul

Alligevel tog Jimmi Kop, der ligeledes bor i byen, sine forholdsregler, efter han kom hjem fra Jylland.

- Jeg har lige været ude at sparke til nogle ting i garagen – bare lige for at være sikker på, der ikke var noget under, siger han.

Jimmi Kop har ledt efter kongepytonen på sin ejendom.
Jimmi Kop har ledt efter kongepytonen på sin ejendom. Foto: Lauge Germundsson - TV2 ØST

Og det kan være en god idé at tjekke under forskellige ting. 

Kongepytonen har det nemlig med at ligge i skjul, lyder det fra René Hedegaard, der er direktør og ejer af Krokodille Zoo på Falster, hvor de også har kongepytoner.

- De elsker at gemme sig. Det gør alle slanger. De gemmer sig gerne under et væltet træ, eller noget andet, der er væltet, siger René Hedegaard.

Ifølge René Hedegaard er kongepytonen ganske ufarlig.
Ifølge René Hedegaard er kongepytonen ganske ufarlig. Foto: Lauge Germundsson - TV2 ØST

Derfor er det også en større opgave at finde slangen, selvom René Hedegaard vurderer, at den ikke har bevæget sig langt væk fra der, hvor den slap fri.

- Det er usandsynligt, at den flytter sig flere kilometer. Men selv hvis den bare flytter sig 30 meter, er den svær at finde. Det er helt utroligt, hvor den kan komme ind ad sprækker og revner, siger han.

Fandt kvælerslange i skuffe

Netop det oplevede Sophie fra Aarhus så sent som i sidste måned.

Her kom hun hjem til sin lejlighed på anden sal i midtbyen og fandt en kvælerslange i sin tøjskuffe.

- Jeg nåede ikke at tænke - jeg skreg bare, løb ud og smækkede døren, fortalte hun til TV2 Østjylland.

Efter chokket fik hun fat i Dyrenes Beskyttelse, der kom og hentede slangen.

Skulle man støde på kongepytonen i Herlufmagle, som i øvrigt er 120 centimeter lang og hedder Kevin, skal man kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4, så kontakter de ejeren.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Men det er en stakket frist, hvis kongepytonen skal tilbage til ejerne i live.

- Hvis det er en kongepyton i fin stand, så kan den let klare sommeren. Selv uden at få noget at spise. Men den er ikke god til kulde, så hvis den ikke bliver fundet, er den prisgivet, siger René Hedegaard.


Nyhedsoverblik