Lille biograf fejrer 100-års jubilæum: - Det går aldrig af mode

Glumsø Biograf og Kulturhus kunne fejre 100-års jubilæum denne torsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var feststemning i Glumsø Biograf og Kulturhus torsdag aften. Her blev det nemlig markeret, at biografen i år fejrer 100-års jubilæum.

TV2 ØST var med ved fejringen, og her var der nogle blandt gæsterne, der har fulgt biografen næsten fra begyndelsen.

- Jeg var her første gang i 1939 og se Snehvide og de syv små dværge, fortæller Otto Høst fra Glumsø, der dog ikke blev så længe ved sit første besøg i biografen.

- Det var en farvefilm og en tegnefilm, og det var en sensation, og jeg var der vist nok et kvarter, og så var den for uhyggelig, og jeg ville hjem, husker han.

Otto Høst kom i Glumsø Biograf første gang i 1939.
Otto Høst kom i Glumsø Biograf første gang i 1939. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Biografen er fortsat en fast del af gadebilledet i Glumsø, og den har været i byen længere end togstationen, for i 1923 blev biografen i Glumsø grundlagt, og først et år senere kom jernbanen til, fremgår det af biografens hjemmeside.

Henrik Worsøe er frivillig i Glumsø Biograf og Kulturhus, og for ham er det en stor dag.

- Det har været en enestående oplevelse, der har været en kæmpe opbakning, og det har været så rørende, fordi biografens historie og min historie bliver genfortalt på alle mulige måder, og det er det, der gør det værd at være frivillig, siger han.

Biografen i Glumsø har været en del af gadebilledet siden 1923.
Biografen i Glumsø har været en del af gadebilledet siden 1923. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Og der er sket meget i tidens løb.

- Den har været igennem alt fra stumfilm til tonefilm til talefilm, videoen der kom, streamingtjenester, der efterhånden overtager, fortæller Henrik Worsøe.

Lægger planer for fremtiden

Foreningen, der i dag driver biografen, blev dannet i 1985. Og der er fortsat mange planer for fremtiden, fortæller Henrik Worsøe.

- Den skal i gang med sit andet år hundrede, siger han.

Der arbejdes blandt andet på at udvide med en tilbygning, der skal rumme en ny foyer og en bar, og så skal den 100 år gamle biograf også for alvor ind i den digitale tidsalder.

- Vi får en ny filmmaskine, som vi trænger meget til, fortæller Henrik Worsøe, der tror på, at den lille biograf i Glumsø vil overleve på trods af de mange digitale filmtilbud.

- Det, at mennesker mødes, det går aldrig af mode, det er det, vi oplever som frivillige her, siger han.

Poul Erik Sørensen, der er tidligere borgmester i Suså Kommune, var også med ved fejringen.
Poul Erik Sørensen, der er tidligere borgmester i Suså Kommune, var også med ved fejringen. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

En af dem, der har spillet en vigtig rolle i biografens liv, er den tidligere borgmester og formand for skole- og kulturudvalget i den daværende Suså Kommune, Poul Erik Sørensen. Han var også med til markeringen af dens første 100 år.

Og det er ikke sikkert, at biografen var blevet så gammel, hvis ikke der havde været velvilje til projektet fra politisk side.

- Det var omkring 1983 og 1984, vi fik henvendelsen, for biografen var i krise dengang, og så blev vi enige om, at vi godt ville afsætte de penge, og så fik de et driftstilskud, som betød, de kunne overleve, fortæller Poul Erik Sørensen.

Mette Klemme er tilflytter til Glumsø, og hun er imponeret over, at en by af den størrelse har en biograf.
Mette Klemme er tilflytter til Glumsø, og hun er imponeret over, at en by af den størrelse har en biograf. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Og den har gjort gavn i lokalsamfundet lige siden.

- At der er et kulturhus og et kulturtilbud i en by, der ikke er større, det er jeg faktisk ret imponeret af, siger Mette Klemme, der er frivillig i biografen og tilflytter til Glumsø.

Der var både en reception for indbudte gæster fra klokken 16.00 til 18.00 og et åbent hus fra klokken 20.00 til 22.00 i Glumsø Biograf og Kulturhus denne torsdag.


Nyhedsoverblik