Nyhedsoverblik

Fodbold-ildsjæl er død

David Schjelde, der var formand for NIF Fodbold og medlem af bestyrelsen for Næstved HG Fodbold, er afgået ved døden.

- Det er med stor beklagelse, at vi har erfaret, at David efter mange år desværre tabte sin sidste kamp mod kræft, oplyser Næstved IF Fodbold.

- David var en stor ildsjæl, der brændte for fodbold og lagde mange timer og kræfter i arbejdet for fodbolden lokalt som formand for Næstved IF Fodbold, skriver bestyrelsen, spillerne og alle omkring Næstved Herlufsholm kvinde Elite-Fodbold i en samlet besked.

- David var altid meget direkte i sin tilgang til opgaver og mennesker, og man kunne stole på, at der blev fulgt op, skriver bestyrelsen videre og fortsætter:

- Selv til det sidste var David for så vidt muligt altid med på sidelinjen og i forberedelserne op til, når vores 1. divisionshold spillede kamp. Klubloyaliteten og engagementet var i top til det sidste. 

- Tak for indsatsen, tak for kampen – æret være hans minde.

David Schjelde bisættes lørdag 11. januar klokken 11.00 ved Kapellet på Præstøvej.