Der bliver tænkt stort i en gammel betonfabrik i Herlufmagle. Her sidder nemlig to lokale iværksættere, der drømmer om at reformere hele den måde, vi bygger huse på.
I fabriksbygningen står lige nu en kæmpe 3D-printer isoleret i et telt, der i døgndrift printer store byggeelementer, der skal bruges til at bygge klimavenlige huse i fremtiden.
Virksomheden hedder ”Wohn”, og den er skabt af den administrerende direktør Morten Bove fra Sorø samt teknologichef Matúš Uríček, der kommer fra Slovakiet. Ved hjælp af en 3D-printer i størrelse XXL, har iværksætterne formået at skabe en helt ny måde at producere byggeelementer på.
- Hele humlen er, at vi skal banke CO2 ud af byggeindustrien, og det kan vi gøre på denne her måde, fordi vi ikke bruger beton eller jern, fortæller administrerende direktør Morten Bove.
Og byggesektorens store CO2-aftryk er faktisk ikke det eneste problem, som produktet forsøger at komme til livs.
Materialet, som 3D-printeren printer i, består nemlig af affaldstræ og affaldsplast, der på den måde bliver en ressource i sig selv.
- Vi ville løse hele denne her affaldsproblematik, så vi spurgte os selv, hvor der var affaldsressourcer til rådighed. Det lå så ovre i hele træfiberdelen – altså ved at anvende savsmuld og savspåner, fortæller Morten Bove.
Helt konkret bliver 3D-printeren fodret med små træpiller, der er lavet af træfiber og træplast.
- Vi fandt ud af, at når vi fik trukket plastikken ud af plasten, så kunne vi tilføre det her træ i det, forklarer Morten Bove.
Mange mislykkede forsøg
Ingen har gjort det før dem, og derfor har det også krævet, at de to iværksættere fandt deres helt egen fremgangsmåde.
- Man skal finde den rigtige opskrift. Den perfekte kombination, hvor alle parametre fungerer perfekt sammen, forklarer teknologichef Matúš Uríček, der samtidig fortæller, at mange forsøg har slået fejl:
- Man må gå helt derud, hvor det går galt. Og det har vi gjort i lang tid. Så der har været mange mislykkede forsøg, men vi har lært meget af dem.
Bo småt og godt
De to iværksættere har brugt et par år på at udvikle konceptet, og de er nu klar til at gå i gang med den egentlige produktion i løbet af 2023.
Tanken er, at de ved hjælp af store 3D-printede moduler på henholdsvis 20, 40 og 60 kvadratmeter kan skabe mindre huse til beboelse.
- Vi befinder os i det her ”tiny home”-segment. Vi vil egentlig ikke over tre moduler, for så er det ikke ”tiny” længere. Det handler om at begrænse det aftryk, vi har i hver sammenhæng, og det gælder også vores boliger. Så vi skal simpelthen lære at bo mindre, men også at bo smartere, siger Morten Bove.
Ifølge Morten Bove vil produktet typisk tiltale udviklere, der bygger mindre huse som studieboliger eller ferieboliger. Det vil også være attraktivt for boligselskaber, der bygger socialt boligbyggeri.
- Vi skal have fat i alle dem, der har behov for at levere de her betalbare boliger, siger han.
Billigt alternativ
Lige nu arbejder virksomheden stadig med prototyper på modulerne. Et element i modulet tager på nuværende tidspunkt cirka 20 timer at printe.
- Men når vi er færdige, er målet, at vi kan printe et 20 kvadratmeter boligmodul i ét stykke på to dage, fortæller Morten Bove.
Og så vil det endda være til en yderst konkurrencedygtig pris.
Morten Bove fortæller nemlig, at produktet vil blive sat til salg på markedet til en pris, der ligger omkring 30 procent under, hvad det normalt koster at bygge.
- Det tror jeg, er det, der skal til, for at vi kan blive i stand til at ændre hele måden, vi tænker byggeri på, siger han.
Store planer
Wohn forventer, at de første ordrer vil komme fra Danmark og England, men ambitionerne er globale.
- I dag får vi faktisk løbende henvendelser fra Indonesien, Indien og Kenya. I England er der et behov for 50.000 begynderhjem om året. Samtidig har vi jo en befolkningsvækst generelt, som også skal have et sted at bo.
- Derfor er der jo et evigt behov for at bygge boliger, vi kan bare ikke fortsætte med at bygge dem på den måde, som vi traditionelt set har gjort, slår Morten Bove fast.
Planen er ifølge Wohn, at der skal ligge fabrikker rundt omkring i verden, hvor der er et behov og et marked for netop denne type boliger.
Du kan se indslag i serien om den grønne omstilling her på vores hjemmeside og på TV2 ØST Play-appen.