Der er blevet indsat togbusser på strækningen mellem Næstved og Køge.
Det skriver DSB på Twitter.
Togtrafikken er stoppet på Lille Syd-banen efter et lynnedslag, der giver signalfejl på strækningen.
Sådan får du pengene retur med DSB's rejsegaranti
Alt efter hvor meget dit tog er forsinket, kan du få en del af pengene tilbage med DSB's rejsegaranti.
Garantien dækker, hvis man er ankommet 30 minutter eller mere for sent til destinationen end forventet i henhold til rejseplanen for rejser med fjern-, regional eller S-tog i Danmark.
Garantien dækker derimod ikke, hvis forsinkelsen skyldes metro, bus eller jernbanestrækninger, der ikke er drevet af DSB.
Man kan vælge, om man vil have en billet til en ny rejse på samme strækning eller have penge ind på sin NemKonto.
Man søger erstatning via en formular på DSB's hjemmeside under DSB Rejsetidsgaranti.
Størrelsen på erstatningen afhænger af, hvor meget man blev forsinket.
For en forsinkelse på 30 minutter eller mere får man 25 procent af rejsens pris.
For 60 minutter eller mere får man 50 procent af rejsens pris.
For 90 minutter eller mere får man 75 procent af rejsens pris.
For 120 minutter eller mere får man 100 procent af rejsens pris.
Er ventetiden mere end en time, og befinder du dig under ventetiden på en perron, kan du få refunderet op til 50 kroner for dit køb af mad og drikke. Købet skal foretages på stationen og som udgangspunkt i en DSB 7-Eleven.
Kilde: DSB
DSB oplyser på deres hjemmeside, at der arbejdes på at få signalerne til at virke igen. Og at de håber på at være færdige med det arbejde klokken 18.00. Klokken 18.50 kører togene dog stadig ikke.
- Vi har de første togbusser fremme og forventer, at der er flere på vej, skriver DSB.
Uvejret betyder også, at bomme ved jernbaneoverskæringer i hele landet kan være påvirket af vejret. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
De har fået meldinger om, at bomme ved overskæringerne ikke lukker ned. Derfor kører tog med nedsat fart, mens hornet også bliver brugt, når vejene krydses.
Ifølge Banedanmark har lynnedslag på Sjælland også påvirket togtrafikken mellem Roskilde og Køge.
De arbejder på at løse problemerne og opfordrer til, at man tjekker rejseplanen.dk for at holde øje med eventuelle ændringer.