Morskabsbassin, vipper og rutsjebane: Se billederne af Næstveds 222 millioner kroner dyre svømmehal

Vipper, soppebassin, 50-meter baner og vandrutsjebane er nogle af de ting, der venter vandhundene i Næstveds 5500 kvadratmeter nye, store svømmehal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der bliver lidt til enhver vandhund, når Næstved Kommunes nye svømmehal åbner i 2024. Kommunen har netop sat navn på entreprenøren og offentliggør i den forbindelse billeder af projektet.

quote Det bliver en stor dag for svømningen i Næstved, når det står klart

Sisse Skovly Larsen, formand for Næstved Idrætsforenings svømmeafdeling

Svømmehallen får et sportsbassin med otte baner på 50 meter, hvilket betyder, at den nye bygning kan lægge vand til elitestævner og store kulturelle events. 

Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Den nye svømmehal kommer til at ligge i Stenlængegårdsområdet i Næstved og bliver 5500 kvadratmeter stor.
Den nye svømmehal kommer til at ligge i Stenlængegårdsområdet i Næstved og bliver 5500 kvadratmeter stor. Foto: Næstved Kommune

Derudover kommer der et motionsbassin, et varmtvandsbassin, et morskabsbassin, en vandrutsjebane, udspring, damp- og infrarødsauna og omklædningsfaciliteter med mulighed for at benytte aflukkede omklædningsrum til for eksempel familier med små børn eller mennesker med særlige behov. 

- Vi har lagt stor vægt på, at de nye faciliteter står mål med fremtidens svømning. At vi bygger et anlæg, der er brugbart for alle målgrupper i Næstved. Masser af leg til børn, varmt vand til de ældre med gode omklædningsforhold og selvfølgelig masser af svømmebaner til eliten og motionisterne, siger Sisse Skovly Larsen, der er formand for Næstved Idrætsforenings svømmeafdeling, i meddelelsen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Der vil blive rig mulighed for at parkere direkte ved de nye vand og svømmefaciliteter samt i nærområdet - for eksempel ved afholdelse af stævner eller under andre spidsbelastninger.
Der vil blive rig mulighed for at parkere direkte ved de nye vand og svømmefaciliteter samt i nærområdet - for eksempel ved afholdelse af stævner eller under andre spidsbelastninger. Foto: Næstved Kommune

Derudover har hun siddet med i byggeudvalget som brugerrepræsentant, og hun er glad for den rolle, brugerne har haft i processen.

- Jeg er meget overrasket over, hvor meget indflydelse vi borgerrepræsentanter har fået. Der er lyttet, og det er stort set mit drømmeprojekt, der er præsenteret. Det bliver en stor dag for svømningen i Næstved, når det står klart, siger hun.

Udover svømmefaciliteterne kommer der også et produktionskøkken, og der bliver servering i forhal og bassinområdet.

Holbækfirma valgt

Det nye vandhus bliver 5500 kvadratmeter stort og kommer til at ligge i Stenlæggergårdsområdet. Næstved Kommunes byggeudvalg har sat navn på entreprenøren, og det bliver firmaet Morten C. Henriksen A/S fra Holbæk, som skal stå for projektet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det har været et fokuspunkt, at den nye svømmehal skal rumme mange typer brugere, så der bliver både bassiner til eliten, til børnene og til motionisterne.
Det har været et fokuspunkt, at den nye svømmehal skal rumme mange typer brugere, så der bliver både bassiner til eliten, til børnene og til motionisterne. Foto: Næstved Kommune

Morten C. Henriksen A/S har bred erfaring fra lignende byggerier - blandt andet Vandhuset Panteren i Vordingborg, fra dele af byggeriet af Holbæk Sportsby samt en tilbygning til Høje Taastrup Svømmehal. 

Underrådgiverne er GPP Arkitekter, ISC Rådgivende Ingeniører, LYTT urban & landscape architecture samt Jysk Svømmebadsteknik.

Fødselsdag og fokus på samme tid

De nye svømmefaciliteter har ifølge kommunen fokus på funktionalitet og fleksibilitet, så bygningen kan rumme fritids-, undervisnings- og konkurrencebrug samtidig.

Artiklen fortsætter under billedet.

De nye vand- og svømmehalsfaciliteter bliver bygget mellem Stenlængegårdsvej og Næstved Nord station. Der bliver indkørsel via en ny vej, der bliver etableret fra Stenlængegårdsvej.
De nye vand- og svømmehalsfaciliteter bliver bygget mellem Stenlængegårdsvej og Næstved Nord station. Der bliver indkørsel via en ny vej, der bliver etableret fra Stenlængegårdsvej. Foto: Næstved Kommune

Det kan lade sig gøre, fordi de forskellige bassinrum kan samles og adskilles. Det giver mulighed for at holde en børnefødselsdag i morskabsbassinet, en fokuseret genoptræning i varmtvandsbassinet og et afgørende elitestævne i sportsbassinet, uden at de forskellige gæster forstyrrer hinanden.

- Der har længe været et ønske om nye vand- og svømmefaciliteter i Næstved, og vi er i den grad kommet i mål og kan nu se frem til et vandhus, der er for alle, siger Linda Frederiksen (S), der er formand for Kultur og Demokratiudvalget samt formand for byggeudvalget for nye vand- og svømmefaciliteter, i pressemeddelelsen. 

VIDEO: Næstved Svømmeklub har længe ønsket sig en svømmehal med 50-meter baner. Derfor skabte det også glæde, da byrådet tilbage i juli 2020 besluttede at sætte flere penge af til en ny svømmehal. Til gengæld var det noget, der skabte debat blandt byrådspolitikerne.

Afløser tre svømmehaller

De nye vand- og svømmefaciliteter erstatter Herlufsholm Svømmehal, Næstved Svømmehal og Birkebjergparkens varmtvandsbassin. 

Artiklen fortsætter under billedet.

De nye vand- og svømmefaciliteter tager hensyn til de mange forskellige behov, som gæsterne vil have. Blandt andet kan de forskellige bassinrum samles og adskilles.
De nye vand- og svømmefaciliteter tager hensyn til de mange forskellige behov, som gæsterne vil have. Blandt andet kan de forskellige bassinrum samles og adskilles. Foto: Næstved Kommune

De tre svømmehaller lukker, når den nye bygning står klar i sensommeren 2024.

Baggrunden for at opføre et nyt anlæg med nye vand- og svømmefaciliteter er, at kommunens eksisterende svømmehaller er i en stand og har en alder, der kræver større og større vedligeholdelse og renovering, oplyser Næstved Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ved at scanne QR-koderne får du en 360-graders visualisering af den nye svømmehal.
Ved at scanne QR-koderne får du en 360-graders visualisering af den nye svømmehal. Foto: Næstved Kommune

Kommunens byråd afsatte de første penge til nye vand- og svømmefaciliteter i 2018. Siden er der blevet afsat flere penge, så det samlede budget nu er 222 millioner kroner.

Der er også tænkt klima ind i projektet. Blandt andet får bygningen et stort integreret solcelleanlæg, der forventes at kunne dække op til 40 procent af det årlige strømforbrug.

Næstved Kommunes nye svømmehal:

De nye vand- og svømmefaciliteter kommer til at indeholde:


  • Sportsbassin

  • 50 meter - otte baner

  • Motionsbassin

  • 25 meter - fire baner

  • Varmtvandsbassin - 90 kvadratmeter

  • Morskabsbassin - 150 kvadratmeter

  • Vandrutsjebane - 80 meter lang (sidder udvendigt på bygningen og ender i et selvstændigt bassin)

  • Sauna

  • Fællesområde med sauna, dampsauna og infrarød sauna. Sauna i omklædningsrummene.

  • Omklædning: Herre og dame og syv aflukkede omklædningsrum

  • Udspring - 1-meters og 3-meters vippe og 5-meters platform

  • Café

  • Produktionskøkken med servering i forhal og bassinområde

    Se mere om de nye vand- og svømmefaciliteter på www.naestved.dk/svøm

    Kilde: Næstved Kommune


Nyhedsoverblik