1. divisionsklubben Næstved hyrer spanieren Fernando De Argila som ny cheftræner.
På sin Facebook-side bekræfter Næstved, at den 62-årige træner skal stå i spidsen for mandskabet i landets næstbedste fodboldrække.
Allerede tirsdag stod han i spidsen for træningen for holdet med assistenttræner Karsten Jensen ved sin side, skriver Næstved.
Mandag meddelte Næstved, at træneren Per V. Hansen Dos Santos var fortid i klubben, da parterne gik hver til sit efter gensidig aftale.
Stod kun i spidsen i to ligakampe
Tirsdag uddybede Hansen på Facebook-siden "De Grønne fra Næstved", at han halvanden uge tidligere havde meddelt klubledelsen, at han ønskede at fratræde, men at han for holdets skyld blev på cheftrænerposten, indtil klubben havde fundet en ny træner.
- Ejerne af klubben ønsker at have mere indflydelse på spillestil, holdudtagelse og så videre, skrev Per V. Hansen Dos Santos i et åbent brev.
- Det ligger desværre langt fra min opfattelse af, hvorledes et fodboldhold skal ledes.
- Derfor måtte jeg for ti dage siden tage den tunge beslutning at bryde samarbejdet, skrev den danske træner.
Per V. Hansen Dos Santos nåede kun at stå i spidsen for Næstved i to ligakampe.