En bilist var ikke helt tilfreds med at blive standset af en politipatrulje tirsdag formiddag.
Klokken 10.28 kørte en politipatrulje på Hvedevænget i Næstved, og her så betjentene en Seat, som de besluttede at standse til en rutinekontrol.
Men dén var føreren tilsyneladende ikke med på, så han tog benene på nakken, gassede op og fortsatte gennem byen. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Kørte over for rødt flere steder
Bilisten kørte over for rødt flere steder og kom ud af byen. Han ræsede af sted ad Vestre Ringvej og Karrebækvej med meget høj hastighed - nu med flere politibiler efter sig.
Bilisten kom ad mindre veje til Sandved, og på Parkvej lykkedes det endelig politiet at standse lovløsheden.
Artiklen fortsætter under billedet.
Føreren var en 41-årig mand fra Sandved, og bilejeren, en 23-årig mand fra Fuglebjerg, var også med i bilen.
Sigtet for narkokørsel
Begge mænd blev anholdt klokken 10.50, og den 41-årige blev sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den 23-årige havde cirka et gram amfetamin på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt på stedet, mens den 41-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 14.26.