Nedrykning er en realitet - borgmester tror fortsat på stor lokal opbakning

Næstved Boldklub er tilbage i 2. division. Borgmesteren ærgrer sig over udsigten til mindre omtale, men forventer et stærkere spil og gode oplevelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I weekenden medførte en 2-0 sejr til Hvidovre IF over Kolding IF, at der ikke bliver plads Næstved Boldklub i 1. division, når næste sæson skydes i gang.

Nyheden ærgrer byens borgmester Carsten Rasmussen (S), der dog vælger også at fremhæve de glæder, fremtiden i 2. division - landets tredjebedste fodboldrække - kan bringe.

- Nu må vi se, om Nykøbing Falster og Roskilde også rykker ned. Så får vi nogle gode lokalbrag. Det bliver hyggeligt, siger borgmesteren.

quote Så får vi nogle gode lokalbrag. Det bliver hyggeligt

Carsten Rasmussen (S) borgmester, Næstved Kommune

Han lægger dog ikke skjul på, at det altid er sjovere at spille i den bedste række – også for Næstved by.

- Det giver altid mere omtale at spille i den bedste række. Det er ikke sikkert, politiet er enige med mig i det, men tager du Brøndby, så får de langt mere omtale, fordi de spiller i superligaen, forklarer Carsten Rasmussen og tilføjer:

- Når det er topfodbold, kommer der flere folk udefra, når der spilles kamp. Det giver også omsætning for byen – der bliver handlet mere på tanken og den lokale grill. Så jo bedre fodbold, jo mere omtale og omsætning.

Stor lokal opbakning

Dertil kommer også det økonomiske aspekt for en klub som Næstved Boldklub. For de bedre foldboldrækker betyder alt andet lige større eksponering i TV og dermed større honorar til klubben i form af TV-penge.

Artiklen fortsætter under billedet.

Når det er topfodbold, kommer der flere folk udefra, når der spilles kamp. Det giver også omsætningen for byen, forklarer borgmester Carsten Rasmussen, men han ser også frem til de potentielt store lokalbrag, som fremtiden i anden division kan bringe.
Når det er topfodbold, kommer der flere folk udefra, når der spilles kamp. Det giver også omsætningen for byen, forklarer borgmester Carsten Rasmussen, men han ser også frem til de potentielt store lokalbrag, som fremtiden i anden division kan bringe. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

- Det her er også et økonomisk tab for klubben, der betyder, de ikke kan få lige så dyre spillere. Der kan også være sponsorer, som ikke længere ønsker at være med, når deres logo bliver vist mindre i TV.

Trods færre penge i kassen og en mindre prominent liga at bryste sig af, så tvivler borgmesteren ikke et sekund på fortsat stor opbakning fra de lokale fans, der har stået last og brast med klubben, siden storhedstiden i superligaen op gennem 1980’erne. Her blev det til sølv i både 1980 og 1988.

Næstved Boldklub
Læs også
Hvidovre-sejr sender Næstved ned i 2. division
Næstved Boldklub
Læs også
Hvidovre-sejr sender Næstved ned i 2. division

- Der er en lang fodboldtradition og en meget stor opbakning. Lokalt tror jeg stadig, der vil være 1000 tilskuere på lægterne. Det er helt uhørt i lokal sammenhæng sammenlignet med andre steder. Der vil Næstved stadig have allerflest, når de spiller hjemme.

Har før vundet som underdog

Næstved Boldklub rykkede op fra 2. division for to år siden. Dengang var troen på fremtiden enorm, og der blev talt om varme i banen – noget som er en forudsætning for at være med i den bedste række, Superligaen.

quote 1. division har ikke været sjov.

Carsten Rasmussen (S) borgmester, Næstved Kommune

Selvom det ikke helt gik som ønsket, så ser Carsten Rasmussen frem til den kommende sæson:

- 1. division har ikke været sjov. Jeg vil hellere ønske, at de vinder mange kampe og får nogle gode sejre i 2. division. Det giver mere glæde og optimisme – og så er det lige meget, hvilken division man spiller. De gode resultater giver hjemmepublikummet en oplevelse – og så kan de jo altid overraske i pokalfinalen, siger han og tilføjer:

- Der har de da før slået FC Nordsjælland – altså et superligahold– flere gange.

Presset af corona

Næstved Boldklub har ligesom alle andre professionelle sportsklubber måttet sende spillerne hjem under corona-nedlukningen.

Den 9. maj fik de lov at genoptage boldspillet, dog uden tilskuere til at opildne spillerne, hvilket administrerende direktør Peter Nielsen, overfor TV2 ØST erkendte, kunne blive en udfordring.

- Vi skal passe på med, at det ikke kommer til at virke som en træningskamp uden tilskuere. Hver kamp bliver en finale for os, sagde Peter Nielsen, som på daværende tidspunkt troede på overlevelse i den næstbedste række.

- Selvfølgelig tror jeg på overlevelse, vi skal kæmpe, så blodet sprøjter, siger han.

Det har i dag ikke været muligt at træffe Peter Nielsen for en kommentar.


Nyhedsoverblik