Nedrykningstruet fodboldklub jubler over grønt lys til genstart: - Det betyder alt for os

Der kan igen afvikles fodboldkampe i landets bedste og næstbedste fodboldrække, men det bliver uden tilskuere på tribunerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det betyder alt for os.

Sådan siger Peter Nielsen, administrerende direktør i Næstved Boldklub, efter der forleden blev givet grønt lys til, at professionel sport i landets bedste og næstbedste fodboldrække må starte op igen med det samme.

quote Vi skal kæmpe, så blodet sprøjter

Peter Nielsen, administrerende direktør i Næstved Boldklub

Dog uden tilskuere på lægterne.

Næstved Boldklub ligger næstsidst i den næstbedste foldboldrække og kunne have rykket direkte ned, hvis ikke fodboldklubberne havde fået lov til at spille sæsonen færdig.

- Det er alfa og omega, at vi kommer i gang og kan gøre turneringen færdig i form af overlevelse i rækken. Hvis sæsonen skulle have været afsluttet på skrivebordet, så havde det fået fatale følger for os. Vi skal ud at spille for at overleve i rækken, siger Peter Nielsen.

Genåbning
Læs også
Næste fase af genåbning er på plads - forsamlingsforbud hæves i juni
Genåbning
Læs også
Næste fase af genåbning er på plads - forsamlingsforbud hæves i juni

Da coronapandemien for alvor ramte Danmark i marts og lagde store dele af samfundet i dvale, besluttede Næstved Boldklub blandt andet at sende alle spillere og trænere hjem for at undgå smittespredning.

- Nu har vi været så heldigt stillet, at fodboldklubberne i vores række har været en del af lønkompensationen, så uden den havde det været ekstremt svært. Men eftersom vi har været på den i cirka to måneder, så har vi kompenseret mange af de udgifter, som vi havde haft, siger Peter Nielsen.

Kommer igennem med skindet på næsen

Klubberne vil desuden kunne søge om kompensation for manglende indtægter, når kampene efter planen skal spilles uden tilskuere på tribunerne.

- Så det hjælper os meget, men vi får ikke dækket alt, og vi har ikke rigtig fået nogen andre indtægter i den her periode, fordi der ikke er kommet nye samarbejdspartnere til. Det har været hård kost, men vi kommer igennem med skindet på næsen, siger Peter Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Peter Nielsen, administrerende direktør i Næstved Boldklub.
Peter Nielsen, administrerende direktør i Næstved Boldklub. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Den nye situation uden især tilskuere til at opildne spillerne vil dog være en udfordring, erkender den administrerende direktør.

- Vi skal passe på med, at det ikke kommer til at virke som en træningskamp uden tilskuere. Hver kamp bliver en finale for os, siger Peter Nielsen og tror på overlevelse i den næstbedste række.

- Selvfølgelig tror jeg på overlevelse, vi skal kæmpe, så blodet sprøjter, siger han.

Folk har savnet fodbolden

Hos Nykøbing FC, der også spiller i landets næstbedste fodboldrække, glæder man sig over at kunne spille sæsonen færdig.

- Det er fantastisk, og det er tæt på første skoledag, siger Tage Nielsen, bestyrelsesformand i Nykøbing FC.

Klubben valgte den 22. marts at hjemsende alle spillere, trænere og hovedparten af sin administration. Nu vender de snart tilbage til noget nær en normal hverdag.

Artiklen fortsætter under billedet.

Præcis, hvornår der igen kan ses fodbold fra den bedste og næstbedste række på tv, afgøres i løbet af de kommende dage.
Præcis, hvornår der igen kan ses fodbold fra den bedste og næstbedste række på tv, afgøres i løbet af de kommende dage. Foto: NFC

Mens personale og spillere var sendt hjem, modtog klubben lønkompensation. Derfor har coronakrisens efterfølgende økonomiske krise ikke fået alvorlige konsekvenser for Nykøbing FC.

- Det har ikke fået økonomiske konsekvenser, det har mere været et savn, fordi det her er en virksomhed, som mennesker lever af. Og det er et produkt på linje med en restaurant eller en biograf, hvor mennesker følger med og ser frem til hjemmekampen hver 14. dag. Derfor er vi også et kulturudbud for rigtig mange mennesker, siger Tage Nielsen.

- Så det har været helt forfærdeligt, at der har været lukket for fodbolden, tilføjer bestyrelsesformanden.

Spillere bør holde to meters afstand

Hos Divisionsforeningen arbejder man lige nu på at sammensætte kampprogrammet til den bedste og næstbedste fodboldrække, så turneringerne kan blive afgjort.

Men det vil blive en anderledes oplevelse for spillerne og trænerne.

For ikke alene vil tilskuerne være forvist til sofaen hjemme i privaten, klubberne skal også leve op til en lang række retningslinjer, som Divisionsforeningen har lavet i samarbejde med blandt andre læger og andre sundhedseksperter – og med flere andre europæiske fodboldligaer.

quote Det har været helt afgørende for klubberne at få genstartet sæsonen, så den kan afgøres på grønsværen

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen

Alle bør blandt andet have adgang til håndsprit eller sæbe til at vaske hænder i forbindelse med kampe. Udskiftede spillere, reservespillere, trænere og spillere i opvarmningsområde bør holde to meters afstand.

Desuden bør alle bolddrenge bære handsker, og boldene bør være på jorden, når de ikke bruges i kampene. Bolddrenge bør helst bruge fødderne til at aflevere bolde til spillerne. Samtidig anbefales det, at taktikmøder og lignende foregår via telefon- eller videoopkald, eller at de som minimum gennemføres udendørs.

- Vi er meget glade og taknemmelige for, at professionel klubfodbold er med på listen over brancher, der kan åbne her i fase 2 af genåbningen af Danmark. Vi ser det som en tillidserklæring til det grundige arbejde, vi har lavet med protokoller for afvikling af træning og for afvikling af turneringskampe, hvor der tages store hensyn til at mindske smitterisikoen, udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

Læs også
Corona lukkede fodboldklubben - træningen fortsætter over nettet
Læs også
Corona lukkede fodboldklubben - træningen fortsætter over nettet

- Det har været helt afgørende for klubberne at få genstartet sæsonen, så den kan afgøres på grønsværen. Det er ikke nogen hemmelighed, at det kunne have fået store sportslige, økonomiske konsekvenser år ud i fremtiden, hvis det ikke var sket, så vi og klubberne er selvfølgelig lettede. 

Præcis, hvornår der igen kan ses fodbold fra den bedste og næstbedste række på tv, afgøres i løbet af de kommende dage.


Nyhedsoverblik