Nu begynder byggeriet af udskældt kompressorstation

Byggeriet af den 210 km lange gasledning Baltic Pipe begynder nu at tage fart. Blandt andet i Everdrup, hvor en stor kompressorstation skal bygges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Byggeriet af en stor kompressorstation er gået i gang ved Everdrup nord for Tappernøje.

Kompressorstationen er en del af det store Baltic Pipe-projekt, hvor en mere end 200 kilometer lang rørledning skal graves ned og føre norsk gas fra Nordsøen tværs over Danmark og ned til Polen.

quote Vi havde ikke nogen jordisk chance for at kæmpe imod

Richard Andersen, Fåreavler, Tågeskov.

- Når man kører på tværs af landet med gassen, så for at vi kan køre de her 270 kilometer ned til Polen, så har man brug for lige at give den et ekstra tryk her, og det er det, der kommer til at ligge her, hvor der står nogle kompressorer, fortæller Søren Juul Larsen, der er chefprojektleder hos Energinet.

Det lange gasrør bliver tilsluttet en norsk ledning i Nordsøen og føres via det danske gassystem hele vejen ned til Polen, hvor de gerne vil være uafhængige af gas fra Rusland samt mindske brugen af kul.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Nick Abildgaard.

Læs også
Technomusik og slagord mod gasledning dagen før første spadestik
Læs også
Technomusik og slagord mod gasledning dagen før første spadestik

- Først og fremmest selvfølgelig for at hjælpe vores naboer med også at komme med på den grønne omstilling, men det er også for at sikre endnu en kilde ind i Danmark, sådan så forsyningssikkerheden i Danmark også bliver forbedret, siger Søren Juul Larsen.

Fåreavler blev tvunget til at flytte

Den sjællandske del af Baltic Pipe kommer til at strække sig over cirka 70 kilometer.

Og i Tågeskov ved Everdrup skal kompressorstationen ligge på et 120.000 kvadratmeter stort område.

Det krævede dog i første omgang, at fåreavleren Richard Andersen og hans hustru flyttede fra deres hjem, hvor de har boet i 40 år. Og det har betydet en stor omvæltning i en fåreavlers liv.

Artiklen fortsætter under billederne.

Richard Andersen og hans hustru må flytte for at give plads til en stor kompressorstation.
Richard Andersen og hans hustru må flytte for at give plads til en stor kompressorstation. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST
Richard Andersens hjem er blevet eksproprieret.
Richard Andersens hjem er blevet eksproprieret. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Vi havde ikke nogen jordisk chance for at kæmpe imod, og derfor så har vi hovedsageligt brugt vores energi på at se, hvordan vi så bedst muligt kom igennem den omstilling, som der er, fortæller Richard Andersen.

Energinet kiggede på flere mulige steder til kompressorstationen og fandt altså det bedste sted på Richard Andersens grund.

- Der er ikke nogen steder, der er perfekt, men det var der, hvor der var færrest konsekvenser. Desværre må vi så ekspropriere en ejendom, fortæller Søren Juul Larsen.

Utilfredse borgere

I det hele taget har vejen til Baltic Pipe ikke været helt uden bump.

Så sent som den 5. januar demonstrerede en gruppe klimaaktivister.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Modstanden betød også, at utilfredse aktivister flere gange besatte den ejendom, der skal rives ned for at gøre plas til kompressorstationen. Politiet rykkede dog hurtigt ud for at fjerne aktivisterne.

Og blandt lokale borgere har der i hele processen været utilfredshed, og det er der stadig.

- Jeg er ærgerlig over det, fordi jeg synes, det er et skønt landskab, vi bor i, siger Mogens Hansen, der bor i Everdrup.

- Jeg synes, det er en mastodont at sætte op midt i sådan et landskab, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mogens Hansen, Everdrup.
Mogens Hansen, Everdrup. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Søren Juul Larsen forsikrer dog, at Energinet vil tage hensyn til naboer helt frem til gasledningens planlagte åbning i slutningen af 2022.

- Vi håber selvfølgelig på at kunne have en god og sund dialog med både aktivister, naboer og lodsejere for at gennemføre det her så lempeligt som muligt for alle parter, for det er et godt projekt, siger han.

Udover selve kompressorstationen skal der også ligge en administrationsbygning på grunden ved Everdrup.

Det er det polske Gas-System og det statsejede danske Energinet, der står for projektet, som anslås at koste 12 milliarder kroner, hvoraf de seks milliarder skal betales af Danmark.

Søren Juul Larsen, Baltic Pipe-projekt, Energinet.
Søren Juul Larsen, Baltic Pipe-projekt, Energinet. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST
 
  Foto: Jesper Truelsen

Nyhedsoverblik