Nu bliver det gratis at tage cykel med i toget på udvalgt strækning

Ordningen starter som en forsøgsperiode uden for myldretiden i togene mellem Næstved og Helsingør.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremover bliver det muligt at tage cyklen gratis med i toget mellem Næstved og Helsingør udenfor myldretiden.

Det oplyser DSB til TV2 ØST. 

Ordningen starter dog blødt op, fordi der endnu ikke er særlig god plads i togene. 

- Der går nogle år endnu, før vi har fået plads til flere cykler i alle regionaltog, men vi er godt i gang med at ombygge nogle af vores regionaltog, så der er langt bedre plads til cykler. Derfor indleder vi et forsøg uden for myldretiderne, så vi bedre kan følge med efterspørgslen, siger informationschef Tony Bispeskov.

Forsøget kører i perioden fra den 1. juli 2024 til og med den 30. september 2024 og gælder kun i regionaltog mellem Næstved, København H og Helsingør. Man skal dog fortsat have pladsbillet til cyklen mellem klokken 6-9 og 15-18.

quote Med forsøget deler DSB ud af S-togenes succes og gør det mere attraktivt at kombinere cykel og tog

Kenneth Øhrberg Kragh, administrerende direktør i Cyklistforbundet

Hos Cyklistforbundet støtter man varmt op om forsøget.

- Vi deler ambitionen om at gøre det mere fleksibelt at tage cykel med på togrejsen uden på forhånd at skulle reservere plads og betale 20 kr. Med forsøget deler DSB ud af S-togenes succes og gør det mere attraktivt at kombinere cykel og tog. Det, synes vi, er fantastisk, og det vil vi gerne være med til at fremme, siger administrerende direktør i Cyklistforbundet Kenneth Øhrberg Kragh.

DSB oplyser, at de de kommende par år bygger dobbeltdækkertogene om, så der bliver plads til 18 cykler mod de nuværende fire. 


Nyhedsoverblik