Det kom som et chok, da direktøren for BonBon-Land, Mattis Willms, pludselig døde i maj.
Nu har parken fået en ny direktør. Lars Fahlmann er nemlig blevet udpeget til direktør for den sjællandske forlystelsespark.
- Jeg er rigtig stolt over, at de spurgte mig. Men det er klart, at det også er en svær tid at overtage en park som vores i. Meget er specielt lige nu, og derfor er vi nødt til at være omstillingsparate og fleksible i forhold til at drive parken, siger den nyudnævnte direktør til TV2 ØST.
Det er ingen hemmelighed, at vi i en årrække har været presset, og at det er en udvikling, der skal ændres. Men det er jeg sikker på, at vi kan gøre
Lars Fahlmann har været ansat i BonBon-Land i 12 år og blev efter Mattis Willms død konstitueret som direktør i parken.
Dermed er han allerede helt på linje med at drive en park under corona-nedlukninger og pandemien.
- Vi havde 25 dage, hvor vi var tvangslukkede, og så skulle vi ellers tilpasse os coronarestriktionerne og et lavere besøgstal. Og det er klart noget, vi må fortsætte med. Der er ingen tegn på, at corona-virus vil være væk i sommeren 2021, siger han.
- Derfor budgetterer vi også meget forsigtigt og vil hellere blive positivt overraskede næste år, siger han.
Flere års krise
BonBon-Land har de seneste år været i krise.
Parken har i en årrække givet underskud, og det seneste regnskab dækker året 2019 og gav et underskud på knap 40 millioner kroner.
- Det er ingen hemmelighed, at vi i en årrække har været presset, og at det er en udvikling, der skal ændres. Men det er jeg sikker på, at vi kan gøre, siger Lars Fahlmann.
Planen er klar: Der skal investeres i parken, så flere gæster vil få lyst til at besøge den. Samtidig vil parken række ud til lokalområdet og via partnerskaber med lokale forretninger og foreninger øge sin synlighed.
- Vi ligger i en kommune med 80.000 indbyggere. Og der er et væld af muligheder for, at vi via lokale samarbejder kan styrke både os selv og det lokale miljø. Det er nogle af de ting, jeg skal stå i spidsen med i den kommende tid, siger han.
Lars Fahlmann glæder sig over, at selvom der er kommet færre gæster, så har parkens gæster ikke holdt dankortet stille i pungen. Det er blevet brugt flittigt under besøg i parken.
- Det er en af de positive tendenser, som vi ser. Når vi danskere endelig må gøre noget, så gør vi det fuldt ud i øjeblikket. Det er også noget, som vi kan se i regnskaberne, siger han.
Events en af flere tiltag
Parken er i disse uger ved at sætte en enorm labyrint op, gemt som spøgelseshus. Den skal bruges i forbindelse med parkens markering af halloween. Den slags tiltag er i det hele taget et stort skridt på vejen frem for parken, siger han.
- Vi har oplevet, at der kommer flere gæster, når vi gør noget særligt. Som her til halloween, hvor gæsterne får et helt særligt tilbud og parken er fyldt med aktiviteter. Så det er et af de områder, hvor vi ser muligheder for at styrke os, siger han.