Når den stærkt omdiskuterede kostskole Herlufsholm skal komme de mange problemer til livs, bliver det med en ny bestyrelsesformand i spidsen. Valget er faldet på Jon Stokholm, der er tidligere tidligere højesteretsdommer.
Han får nu til opgave at sammensætte en ny bestyrelse, efter at Torben von Lowzow trak sig fra posten som bestyrelsesformand på Herlufsholm lørdag.
- Jeg har sagt ja, fordi Herlufsholm er en historisk institution og en historisk samfundsinstitution, som skal hjælpes til at overleve, og hvis jeg kan give mit bidrag til, at den fantastiske institution fortsætter, så vil jeg gøre det, siger den nye bestyrelsesformand Jon Stokholm om beslutningen om at takke ja til posten.
Samme dag som den tidligere bestyrelse meldte deres afgang, valgte de den 25. juni at indsætte Jon Stokholm som ny bestyrelsesformand. Her har han til opgave at samle en ny bestyrelse og at få Herlufsholm tilbage på rette kurs. Selvom jobbet kun har været officielt i få dage har han nået at tænke et par tanker om, hvordan fremtidens Herlufsholm skal se ud.
I de generelle synspunkter på det generelle pædagogiske plan og på det trivselsmæssige plan er der ingen forskel på styrelsen og mig.
Her fremhæver han blandt andet en kultur præget af åbenhed, inklusion og fællesskab, men også en kultur, der klæder elever på til at kunne navigere i et samfund med en stigende mængde af fake news.
- Det er nogle af de værdier, der bliver mere og mere nødvendige i Danmark, dansk demokrati og dansk arbejdsmæssig sammenhæng. Og det skal man kunne kombinere med sin dybe saglighed. Det er erkendelsen af de ting, jeg gerne vil bidrage med, siger Jon Stokholm om sine visioner.
Ligeledes nævner den nye bestyrelsesformand at sovesalens tid er forbi og vil blive erstattet af egne værelser.
STUK-høring til grund for bestyrelsens afgang
Den 25. juni trak Herlufsholms bestyrelse sig efter at have modtaget en partshøringsudkast fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Høringen rettede hård kritik mod bestyrelsen og varslede en række sanktioner.
Blandt andet står der i høringen, at STUK finder "alvorlige brud på loven", som vil kunne medføre et krav om at Herlufsholm skal tilbagebetale deres statstilskud fra 8. december 2021 til datoen for afgørelse i sagen, og at bestyrelsen har ageret "meget utilstrækkeligt".
Samtidig er der i høringen beskrivelser af tilfælde af "grov mobning, vold, grænseoverskridende adfærd, herunder seksuelle krænkelser og voldtægter, samt flere tilfælde af episoder vedrørende tyveri, hærværk og euforiserende stoffer".
- I de generelle synspunkter på det generelle pædagogiske plan og på det trivselsmæssige plan er der ingen forskel på styrelsen og mig. Der er så nogle konkrete ting, hvor jeg kalder det juridiske spor. Det må juristerne kigge på, men på det generelle plan, er jeg indstillet på, at vi tager STUK-rapporten til efterretning, siger Jon Stokholm, der ønsker at have en god dialog med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Vi er uenige, men de er så alvorlige, at vi følte, at det var rigtigt for Herlufsholm, at den nuværende bestyrelse trak sig.
Den tidligere bestyrelsesformand på Herlufsholm Torben von Lowzow har tidligere meldt sig uenig i anklagerne fra STUK til TV2 ØST.
- Vi er uenige, men de er så alvorlige, at vi følte, at det var rigtigt for Herlufsholm, at den nuværende bestyrelse trak sig og at ny bestyrelse har mulighed for at svare på det, siger afgående bestyrelsesformand Torben von Lowzow.
Tillidsfulde voksne skaber trygge rammer
Sanne Lind, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, glæder sig over Jon Stokholms visioner. Hun mener, at netop åbenhed, fællesskab og inklusion er nogle tiltag, der kan hjælpe med at skabe en kulturændring.
- Åbenhed oversætter jeg som tilgængelige, tillidsfulde voksne, som kan skabe nogle trygge rammer. Det her med at have fokus på fællesskaber er rigtig vigtigt også. Det skal ikke kun handle om den enkeltes præstationer, men om det man kan som fællesskab sammen, siger Sanne Lind fra Børns Vilkår.
Børns Vilkår fortæller, at det er særligt vigtigt at skabe en tryg kultur på Herlufsholm, da der på skolen er kostskole, og mange elever derfor ikke har en hverdag med deres egne forældre. De voksne i deres liv er lærere.
- De her voksne (lærere) er jo rollemodeller og har jo en pligt til at være med til at skabe den kultur, de gerne vil have, at der er på stedet, siger Sanne Lind.
- Så det er utroligt vigtigt, at de har den rigtige indstilling og ikke arbejder kun timerne og i fagene, men gennem hele hverdagen også om aftenen og i weekenden.
Fra individ til fællesskab
Ifølge Jon Stokholm har de tidligere værdier på Herlufsholm lagt vægt på individet, hvor Jon Stokholm håber at kunne skabe et værdisæt, der i stedet lægger vægt på individets ansvar over for fællesskabet. Det er samtidig de værdier, at han vil sammensætte en ny bestyrelse ud fra.
- Det bliver et mål i sig selv, at vi behandler hinanden med værdighed og bliver stærkere og tager ansvar og hjælper de svage. Det er et mål i sig selv. Det er en værdi i sig selv, siger Jon Stokholm.
Rom blev ikke bygget på en dag og det her bliver jo heller ikke ordnet på en dag.
For at skabe denne ændring vil Jon Stokholm skabe dialog med lærerkorpset, skolens elever, tidligere elever og forældre.
- De grupper skal vi have ind i en dialog og acceptere og tage ejerskab over de her værdier, siger han.
Herlufsholm har i følge høringen iværksat både en trivselsundersøgelse og en advokatundersøgelse. Sidstnævntes resultater vil være klar 1. oktober 2022. Samtidig vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurdere, hvordan Herlufsholm efterlever deres påbud i januar 2023.
Alt imens glæder Jon Stokholm sig meget til at tage hul på opgaven som ny bestyrelsesformand.
- Rom blev ikke bygget på en dag og det her bliver jo heller ikke ordnet på en dag, siger han.
- Når vi er færdige, vil hele måden, det fungerer på se anderledes ud.