Nyt boligområde skal gøre stationsby 10 procent større

Der er store forventninger til et nyt boligområde ved Glumsø Sø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Med det her spadestik vil jeg ønske Glumsø og omegn tillykke med en ny stor dejlig udstykning lige her ved den skønne Glumsø Sø.

Sådan sagde borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen (S), da han tog det første spadestik til et 12 hektar stort boligområde, der nu skal bygges ved Nyvej, hvor Glumsø Spånpladefabrik lå frem til 2007.

Det er her, det nye boligområde skal ligge.
Det er her, det nye boligområde skal ligge.

Foruden parcelhuse og rækkehuse skal der også bygges lejligheder i området, og det er noget, som Glumsø og omegn lokalråd har efterspurgt længe.

- Vi ved, at der er mange der har forsøgt at få en lejlighed her i Glumsø, og det har vi ikke kunnet levere, siger Visti Christoffersen, der er formand for lokalrådet.

Håber på flere tilflyttere

De nye boliger er vigtige for et lille lokalsamfund som Glumsø med 2100 indbyggere.

- Vi har en masse aktiviteter her i byen, vi har biograf, vi har café, vi har forretninger og så videre, og det skal vi sikre, at vi kan beholde, siger Visti Christoffersen.

Erna Christoffersen og Doris Christiansen har boet i Glumsø i henholdsvis 50 og 23 år.

De er ligesom lokalrådet glade for udsigten til tilflyttere.

- Det er en nødvendighed, ellers så dør vi, for så kan der hverken være skole eller plejehjem, eller hvad vi ellers har af gode ting, siger Erna Christoffersen.

- Og vores butikker kan ikke overleve, desværre er der tre butikker, der er lukket, som vi håber bliver lejet ud igen, når der kommer flere mennesker til, siger Doris Christiansen.

Erna Christoffersen og Doris Christiansen, Glumsø.
Erna Christoffersen og Doris Christiansen, Glumsø. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Også kommunens borgmester har store forventninger til det nye boligområde.

- Glumsø er jo begunstiget af, at den har stationen, så det er faktisk et skønt område, hvor de er lidt på landet, men samtidig er det en by, der har de nødvendige butikker og en station, så du kan sagtens bo i Glumsø og pendle til hovedstaden, Ringsted eller Næstved hver dag uden problemer, siger Carsten Rasmussen.

Og hverken lokalrådet eller borgmesteren frygter, at de kommer til at stå med tomme boliger, når området engang står færdigt.

- Jeg er ikke nervøs for, at der er noget, der kommer til at stå tomt, tværtimod, siger borgmesteren.

- Jeg tror, det er med til at løfte området og til at få den der udskiftning, hvor dem der gerne vil blive her, kan sælge deres parcelhuse, og så er der børnefamilier, der kan købe et godt parcelhus fra 60’erne eller 70’erne til en fornuftig pris, siger han.

Visti Christoffersen formand for Glumsø og omegn lokalråd.
Visti Christoffersen formand for Glumsø og omegn lokalråd. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Og ifølge Visti Christoffersen, er der gode grunde til at flytte til byen.

- Jeg kan jo kun sige, at det er skønt. Vi har det hele, siger lokalrådsformanden med et smil.

Det vides endnu ikke, hvornår projektet står færdigt, men til foråret bliver grundene sat til salg og veje og stier anlagt. Derudover bliver meget af bevoksningen fjernet, så de nye beboere får udsigt til Glumsø Sø.


Nyhedsoverblik