Et ønsketræ er lørdag blevet sat op i Næstved Storcenter.
Træet er et klassisk juletræ i gran, og på dem hænger der sedler med et juleønske fra udsatte og sårbare børn. Herefter kan forbipasserende gæster i storcentret tage en af sedlerne ned, købe gaveønsket og give barnet en god oplevelse.
Bag projektet står fire af kommunens Rotaryklubber i Næstved og Suså.
I alt ni lokale organisationer deltager, blandt andre Red Barnet, Børns Voksenvenner og Frelsens Hærs Krisecenter, som har fået sedlerne udleveret og sørget for at få dem udfyldt med gaveønsker.
- For mig er det helt væsentligt, at det er til børn, og at vi giver en konkret gave til børn, der ikke har det så nemt, i stedet for at sende pengene ud i det blå.
Artiklen fortsætter under billedet.
- At vi som organisation kan bruge lidt tid og kræfter på det her, det manglede bare, siger Annelise Petersen, der er fra en af rotaryklubberne og tovholder på projektet.
- I år er det vores tur til at glæde andre
Sammen med sin mor har Thor Sørensen valgt at tage en seddel og give en gave. Det bliver en dukke til en treårig pige.
- Jeg tror i hvert fald, hun bliver glad for den, siger han.
Hans mor, Pernille Sørensen, fortæller, at hun tidligere har oplevet ikke at have så mange penge, og hvor andre venligt stemte mennesker gjorde hendes familie glad.
- Så i år er det vores tur til at glæde nogle andre, fordi vi i år har en smule overskud økonomisk, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Også Sabine Becker deltager. Hun har taget fire sedler og fortæller, at det er en prioritet, familien har valgt at gøre.
- Jeg har tidligere boet på en daginstitution og ved derfra, at nogle børn oplever ikke at få en julegave.
Så jo flere børn, min familie og jeg kan glæde, jo bedre, siger hun.
Gaverne bliver delt ud til børnene tæt op mod jul.