Der blev ikke bare stirret ondt eller brugt grove ord, da mænd i rockergrupperne Satudarah og Bandidos i 2017 var i konflikt på Sydsjælland.
Opgøret førte ifølge politiet til, at en ung mand blev opsøgt i sin lejlighed og skudt i mave, arme og ben, og nu skal forbrydelsen gennemgås i et retslokale.
Skyderiet på Østre Ringvej tidligt om morgenen 13. november 2017 er blot en af de begivenheder, som nævninger og dommere i Retten i Næstved fra næste uge skal høre om.
- Hans tilstand er kritisk, lød politiets umiddelbare melding om den dengang 25-årige mand. Han var blevet ramt af seks skud.
Kan knyttes til Bandidos
I anklageskriftet hedder det, at offeret var i overhængende livsfare, og samtidig påstår anklagemyndigheden, at forbrydelsen skete med baggrund i en konflikt mellem de to grupper. Gerningsvåbnet har politiet dog ikke været i stand til at finde, fremgår det af anklageskriftet.
Offeret er indkaldt til at afgive forklaring i retten, oplyser senioranklager Mariam Khalil. De tre tiltalte kan ifølge anklagemyndigheden alle knyttes til Bandidos.
En af mændene, der er 35 år, beskyldes også for at have solgt mindst 170 kilo hash, hvilket skal have givet en fortjeneste på 7,7 millioner kroner.
Denne mand risikerer at miste adskillige designermøbler, ni malerier af Kristian Hornsleth, et armbåndsur, en Harley Davidson motorcykel og andre ting, som politiet har beslaglagt, såfremt han findes skyldig.
De tiltalte nægter sig skyldige
En af hashsælgerne skal han have udsat for afpresning, hævdes det. Hun blev på et tidspunkt afkrævet 16.500 kroner og fik sat en foldekniv på maven, mens han sagde "hvis du ikke skaffer pengene, vil den blive kørt ind i maven på dig", lyder påstanden.
Undervejs skal retten desuden afgøre, om en anden af mændene, der er 28 år, lå inde med en maskinpistol af mærket Husqvarna, da betjente besøgte ham i maj sidste år.
De tre tiltalte nægter sig skyldige. Sagen ventes at strække sig over en række retsmøder frem til midten eller slutningen af marts.