Opsigtsvækkende sag om malerier på orgel fortsætter - nu rækker kunstmaler ud

Kunstmaleren Thomas Kluge foreslår nu et kompromis i sagen om guldkanter på det særlige svaleredeorgel i Sct. Peders Kirke i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Guldkanterne skal væk. Men den kant på en skinne, som Menighedsrådet er kede af, kan fjernes, så guldkanterne slet ikke er nødvendige.

Sådan lyder et kompromisforslag fra den kongelige portrætmaler Thomas Kluge, efter menighedsrådet ved Sct. Peders Kirke i Næstved for to uger siden tabte en sag om guldkanter på Thomas Kluges værk Bebudelsen.

Afgørelsen i retten lyder, at de guldkanter, som menighedsrådet har fået påført malerierne, krænker Thomas Kluges værk så meget, at billederne ikke må vises frem i ændret form.

Sagen blev behandlet af Fogedretten den 12. oktober, hvor Sct. Peders Kirke i Næstved blev omdannet til en retssal, og hvor dommere, advokater og tilhørere fik lov til at se Thomas Kluges værker, som uden hans accept var blevet påført en guldkant langs den øverste ramme på værket.

- Vi har ikke modtaget en besked om, at afgørelsen er kæret, men der er også 14 dage mere til at overveje det spørgsmål, siger Thomas Kluges advokat, Klaus Jensen, til TV2 ØST.

Helt særligt orgel

Der er tale om to malerier, der er blevet malet af Thomas Kluge til låger foran det særlige svaleredeorgel i kirken – en helt særlig orgeltype, der engang sad i kirken, men som siden blev fjernet. Orglet blev dog rekonstrueret og indviet i 2016 og kan som et af de få orgler i Danmark gengive tonerne i den allertidligste orgelmusik, præcis som komponisterne i sin tid tænkte, at de skulle lyde. 

Siden ønskede man at tilføje særlige fløjdøre til malerierne – og det er på indersiden af disse døre, at Thomas Kluges malerier sidder.

Læs også
Kongelig kunstmaler vinder sag mod lokal kirke i kamp om guldkanter
Læs også
Kongelig kunstmaler vinder sag mod lokal kirke i kamp om guldkanter

Sagen om guldkanterne på malerierne begyndte i april sidste år i Næstved, hvor Sct. Peders Kirke med kort varsel aflyste en festgudstjeneste, fordi menighedsrådet krævede, at der blev malet guldkanter omkring maleriet. Det nægtede kunstneren Thomas Kluge måtte ske, da det ville gribe ind i farvekompositionen til billedet, og menighedsrådet valgte derfor på eget initiativ at fjerne lågerne fra orglet.

Siden truede de med at returnere malerierne til den fond, der har doneret dem, hvis der ikke blev accepteret guld på malerierne. Da truslerne ikke virkede, valgte menighedsrådet alligevel at male en guldkant på maleriernes overkant, selvom kunstneren Thomas Kluge, der har ophavsretten til billederne, havde modsat sig det.

Kongelig portrætmaler Thomas Kluge.
Kongelig portrætmaler Thomas Kluge. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Det fik dengang Thomas Kluge til at gå i retten og kræve et fogedforbud mod at vise billederne frem, fordi hans værk krænkes. Derfor kan billederne endnu ikke vises i kirken.

Særlige skinner kaster skygge

Stridens kerne er en såkaldt klemskinne, der sidder øverst på malerierne. Mens en lignende skinne er blevet fræset ned i træpladen nederst på malerierne, så er det ikke tilfældet med den øverste træklemme. Derfor kommer der en lille skygge, hvor klemmen møder pladen. Det er denne skygge, som menighedsrådet har brugt som argument for at tilføje guldkanterne. 

Hvis man i stedet fræser den øverste klemskinne ned i træpladen også, så vil skyggen være væk, og så er der intet behov for guldkanter, lyder kompromisforslaget fra Thomas Kluge, der endnu ikke er blevet besvaret af menighedsrådet.

Læs også
Guldstrid kan få fond til at kræve en halv million kroner tilbage: - De har behandlet os uartigt
Læs også
Guldstrid kan få fond til at kræve en halv million kroner tilbage: - De har behandlet os uartigt

Kirken har tidligere fået tilladelse til at bruge knap en halv million kroner på fogedsagen omkring fløjdørsmalerierne.

Risikerer ny retssag

Kommer parterne ikke overens i sagen, så slipper menighedsrådet næppe for en tur mere i retten, vurderer Thomas Kluges advokat, Klaus Jensen. 

- Så er næste skridt at følge op af en såkaldt justifikationssag. Men vi håber at få menighedsrådet i tale, inden vi når dertil, siger han.

Menighedsrådet ved Sct. Peders Kirke presses også fra en anden kant end Thomas Kluge i sagen om guldkanter.

Ved Fogedrettens behandling af sagen den 12. oktober kom det nemlig frem, at fondsbevillingen på 500.000 kroner til at betale for projektet er givet på betingelse af, at en af verdens førende orgeleksperter kan acceptere malerierne og deres opsætning. 

Denne ekspert vidste dog ikke, at han havde denne rolle og sagde samtidig i retten, at han ikke ville acceptere guldkanter på maleriet, da det bryder med den historiske tradition på området. Samtidig sagde fonden, at de forbeholder sig at få de 500.000 kroner tilbagebetalt fra menighedsrådet, hvis fondsbevillingen ikke er overholdt.


Nyhedsoverblik