Otte måneders pendlermareridt er slut: - Jeg har glædet mig til i dag

Toget er tilbage på banen mellem Næstved og Ringsted, men i en langsommere udgave end før. Pendlerne er glade på trods. Lyntog kommer først til påske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I otte måneder har den stået på bustransport mellem Næstved og Ringsted i stedet for tog. Det har især trukket store veksler på pendlerne, som i dag kan høste frugten af otte måneders tålmodighed.

Klokken 5:13 rullede det første tog af sted fra Næstved med kurs mod København. Blandt passagererne var Sofie Plovdrup fra Næstved:

- Jeg har glædet mig til i dag (mandag, red.), hvor jeg kan rejse på arbejde lidt hurtigere og også komme hjem lidt hurtigere og være sammen med mine børn, siger hun og tilføjer:

quote Det har stået på i for lang tid, det har været frustrerende

Christian Linus Schaufuss, pendler, Næstved

- Det gør en kæmpe forskel at bruge næsten to timer eller bruge en times tid for at komme på arbejde. Det er fire timer sammenlagt hver dag. Det gør en kæmpe forskel at komme hurtigt på arbejde.

Også Christian Linus Schaufuss er begejstret efter mange måneders ventetid.

- Det har stået på i for lang tid, det har været frustrerende. Det er meget af ens dag, der ædes op af transporttid. Halvanden time i alt, 45 minutter hver vej, siger han og lader samtidig en anerkendende bemærkning falde i retningen af de ellers udskældte togbusser.

- Transporten har været fin nok, det har været gode busser. Her kunne DSB godt lære lidt om punktlighed fra det firma, det har hyret til at stå for togbusserne.

Toget er tilbage, men langsommere end før

Imens sporarbejdet har stået på, har turen med bus mellem Næstved og Ringsted varet næsten en halv time længere, end før det gik i gang. Men selvom togbusserne nu kan køre i garagen, så er alt endnu ikke helt, som det skal være.

I otte måneder har rejsende måttet tage bussen i stedet for toget for at komme fra Næstved til Ringsted. Rejsetiden har her været næsten fordoblet fra før, sporarbejdet gik i gang.
I otte måneder har rejsende måttet tage bussen i stedet for toget for at komme fra Næstved til Ringsted. Rejsetiden har her været næsten fordoblet fra før, sporarbejdet gik i gang. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Et sikringsanlæg fra 1980’erne ved Næstved Station har givet Banedanmark så store udfordringer, at pendlere først til påske 2021 kan forvente normal drift mellem de to byer.

En af konsekvenserne ved, at arbejdet med omlægningen af sikringsanlægget kommer til at tage meget længere tid, er, at der kun kan køre to tog i timen mellem Næstved og Ringsted frem til påske 2021.

Dertil kan togene heller ikke køre med de op til 200 kilometer i timen, som strækningen er designet til, så længe sikringsanlægget driller Banedanmark. Problemerne med signalanlægget gør, at togene til en start kun må køre 120 kilometer i timen mod 160 kilometer i timen før sporarbejdet gik i gang.

Næstved station første covid-19-morgen
Læs også
Gammelt sikringsanlæg volder problemer – kan bryde i brand, hvis det ikke omstilles ordentligt
Næstved station første covid-19-morgen
Læs også
Gammelt sikringsanlæg volder problemer – kan bryde i brand, hvis det ikke omstilles ordentligt

Rejsetidsmæssigt betyder det, at det fra i dag tager 22 minutter at køre fra Næstved til Ringsted - før sporarbejdet tog det 18 minutter. Imens turen til København i dag ligger på en time og otte minutter via Roskilde - før sporarbejdet var rejsetiden her 52 minutter.

Revideret tidsplan blev overholdt

Sporarbejdet har dels handlet om at opgradere linjen til elektriske tog og rette sporene ud, så de kan trafikeres med højhastighedstog, som skal køre mellem København og Hamborg, når den nye Femern-tunnel står klar sidst i dette årti.

Den opgraderede jernbanelinje.
Den opgraderede jernbanelinje. Foto: Banedanmark

Sporændringerne har blandt andet betydet, at stationsbyen Glumsø har fået ny station, som søndag dannede rammen om indvielsen af jernbanelinjen.

Glumsø station
Læs også
Glumsø station indvies – nu kan du komme til København på 50 minutter
Glumsø station
Læs også
Glumsø station indvies – nu kan du komme til København på 50 minutter

I tidens ånd foregik indvielsen virtuelt og blev forestået af transportminister Benny Engelbrecht (S), der kunne klippe snoren til den nye station og tilhørende jernbanelinje over på sit kontor.

Når ikke ministeren kunne komme til indvielse, så måtte indvielsen komme til ministeren - og sådan så det ud, da Glumsø Station blev indviet.

Båndet var til lejligheden lavet af fire lokale kvinder fra Glumsø.

Arbejdet med at renovere jernbanen mellem Næstved og Ringsted skulle oprindeligt kun have taget fem måneder. Men for et lille år siden, få måneder inden arbejdet skulle gå i gang, fik Banedanmark i smug kommunikeret ud, at perioden med togbus blev forlænget fra fem til otte måneder for det dengang planlagte sporarbejde.


Nyhedsoverblik