En person er afgået ved døden efter en brand i en villa på Bøgevej i Fensmark.
Det oplyser vagtchef Lars Vestervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi kan ikke sige noget om den afdøde eller omstændighederne ved branden, siger vagtchefen til TV2 ØST.
Kraftig røgudvikling
Der er tale om en villa i det centrale Fensmark. Billeder fra branden viste en kraftig røgudvikling fra bygningen.
Meldingen om branden indløb til politiet klokken 11.33.
Vagtchefen oplyser, at de pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
Brandvæsen arbejder stadig på stedet
Politiet oplyser sent lørdag eftermiddag, at brandvæsenet stadig arbejder på stedet.
Når de har afsluttet deres arbejde, vil politiets brandteknikere dog undersøge bygningen for at forsøge at afdække, hvorfor branden opstod.
Det ventes dog ikke, at denne undersøgelse kan gennemføres før tidligst søndag.