Politi anholder formodet bagmand i omfattende narkosag

En 36-årig mand er blevet varetægtsfængslet i en omfattende narkosag. Manden anses af politiet for at være bagmand i et narkonetværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Retten i Næstved har lørdag varetægtsfængslet en 36-årig mand fra Glostrup i en omfattende narkosag.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Manden er den ottende person, der varetægtsfængsles i sagen. Han skal indtil videre blive bag tremmer i fire uger.

Den anholdte er med i rocker-bandemiljøet og anses af politiet som bagmand i sagen. Han er sigtet for salg af fire kilo kokain.

- Sagen udspringer af en sag fra Næstved-området, som efterhånden har udløst anholdelser andre steder i landet også, siger politiinspektør og linjechef Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Læs også
Stofferne kunne have kostet Jakob benet - men så tog en kærlig sygeplejerske affære
Læs også
Stofferne kunne have kostet Jakob benet - men så tog en kærlig sygeplejerske affære

Han oplyser, at det er en sag, der har været i gang i længere tid.

- Vi mener, at de otte personer har været organiseret i flere forskellige roller. Og med denne anholdelse mener vi, at vi er kommet ind i et bagmandsled også, siger Kim Kliver.

Anholdt i København

Den 36-årige mand blev anholdt i Københavns Lufthavn, da han kom hjem til Danmark efter en udlandsrejse. Han nægter sig skyldig i sagen.

Kim Kliver vil ikke afvise, at der kan være flere anholdelser på vej i sagen.

- Nu skal vi gennemføre nye afhøringer og sammenfatte sagen. Det kan godt give nye sager, siger han.

Han mener, at sagen er et alvorligt slag mod den organiserede narkotikakriminalitet.

- Vi vil til stadighed puste rocker- og bandemiljøet i nakken i forhold til den kriminalitet, der udspringer fra medlemmer af miljøet, siger Kim Kliver, fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.


Nyhedsoverblik