Tjener politikere for mange penge på at sidde i byrådet?
Ja, lyder svaret fra Liberal Alliance i Næstved, hvor partiets eneste byrådsmedlem, Kasper Schneider, netop har rejst forslag om at skære i en række af de vederlag, politikerne får for deres arbejde.
Det er nødvendigt at udstille, at det er holdningen
- Vi sparer konstant på kommunal kernevelfærd og det, som er vigtigt for borgerne – og der, synes jeg, vi skylder at se indad først, siger han.
Tidligere har Kasper Schneider under samme parole foreslået, at antallet af byrådsmedlemmer skulle reduceres. Det blev dog nedstemt, og det samme, tror han, sker igen.
- Jeg tror helt sikkert, det bliver stemt ned – men jeg synes, det er nødvendigt at udstille, at det er holdningen, siger byrådsmedlemmet.
Det tjener en politiker
Alle byrådets medlemmer i Næstved Kommune, undtagen borgmesteren, får et fast vederlag på 124.864 kroner årligt.
Byrådsmedlemmer, som har et eller flere børn under 10 år boende hjemme, får et tillægsvederlag på 16.099 kroner årligt.
Udvalgsformænd for stående udvalg får et vederlag på 204.628 kroner årligt.
Formænd for øvrige udvalg får et vederlag på mellem 63.946 og 127.892 kroner årligt.
Medlemmer af udvalg får 38.342 kroner årligt for hvert udvalg.
Borgmesteren får 1.278.929 kroner årligt.
Byrådspolitikeres vederlag er reguleret i Vederlagsbekendtgørelsen.
Her fremgår både hvor meget og hvor lidt en politiker må betales for sit arbejde, men også at en politiker ikke kan sige nej til sit vederlag.
Kilde: Næstved Kommune og Vederlagsbekendtgørelsen
Kasper Schneider er selv medlem af to udvalg, og får derudover som forælder til et barn under ti år et såkaldt børnetillæg foruden sit faste vederlag – så det vil sige, at han i alt får 217.647 kroner på årsbasis.
Han vil selv gå godt cirka 11.000 kroner ned i indtægt med forslaget.
- Jeg bruger nok en 20 timer om ugen på det her, og det er helt fair med det vederlag, jeg kunne reduceres ned til, siger Kasper Schneider.
Vil fremme engagement
Helt konkret foreslår Kasper Schneider, at det faste vederlag til udvalgsmedlemmer sænkes årligt med 15 procent, svarende til 5.751 kroner, imens vederlaget til udvalgsformænd reduceres med 50 procent, svarende til 102.314 kroner.
Forslaget vedrører ikke det faste vederlag på 124.864 kroner om året, som alle byrådsmedlemmer får, da det vil være i strid med Vederlagsbekendtgørelsen.
På samme måde vedrører forslaget ikke ændring i borgmesterens vederlag, som er på 1,3 millioner kroner året.
I sin motivation til byrådet skriver Kasper Schneider, at forslaget vil kunne tiltrække folkevalgte, der er drevet af ægte engagement frem for dem, der er primært fokuseret på personlig økonomisk gevinst.
Er det din opfattelse, at nogle af medlemmerne i byrådet sidder der for pengenes skyld?
- Det er min helt klare opfattelse.
Hvem?
- Jeg vil helst ikke udpege dem med navn.
Forudser problemer i forslag
Arne Ullum, der er chefredaktør på mediet NB Økonomi, følger udviklingen i landets kommuner tæt.
Han ser flere udfordringer ved Liberal Alliances forslag.
- Når jeg ser på de opgaver, der ligger på bordet til de her udvalgsformænd, så mener jeg ikke, man skal gøre noget, hvor man risikerer at få et svagere rekrutteringsfelt. Man skal huske på, at i en stor kommune skal du som udvalgsformand næsten opgive dit faste arbejde, siger han og tilføjer:
- Hvis det ender med, at det påvirker kvaliteten af dem, der vil tage udvalgsformandsposten, kan det blive en meget dyr besparelse.
Ifølge administrationen vil forslaget kunne spare Næstved Kommune 1,4 millioner kroner, svarende til 0,025 procent af kommunens driftsbudget.
Stemmer imod
Forslaget møder dog ikke opbakning fra byrådskollegaerne.
- Jeg synes i forvejen, vi har svært ved at få folk til at engagere sig i politik, fordi det er noget, man bruger rigtig meget tid på, siger konservatives Rune Kristensen og tilføjer:
- For at kunne frikøbe sig fra sit arbejde, er der nødt til at være en honorering i det, og derfor kommer vi også til at stemme imod.
Han besidder udover formandsposten i udvalget for Klima-, Miljø- og Friluftsturisme også en plads i Økonomi- og Kultur- og Idrætsudvalget og får samlet for det 422.275 kroner i vederlag årligt.
Med forslaget vil Rune Kristensen gå næsten 114.000 kroner ned i indtægt. Men det er ikke grunden til at afvise forslaget, understreger han.
- Jeg har været aktiv i politik i 25 år, og de 21 år har været ulønnet, så hvis jeg skulle gøre det for pengenes skyld, havde jeg nok fundet noget andet, siger Rune Kristensen.
Andre måder at spare på
Sidste år besluttede politikerne i Slagelse Kommune at reducere deres vederlag efter en massiv sparerunde på 323 millioner kroner. Senest har også Næstved Kommune måttet spænde livremmen ind efter en budgetoverskridelse på 57 millioner kroner.
Borgmester Carsten Rasmussen (S) mener dog ikke, det er grundlag for også at skære i politikernes løn.
- Jeg må erkende – og det siger de borgerlige tit – at vi lider under, at det er offentligt ansatte, der sidder i byrådet. Jeg er selv vejmand, og der sidder også skolelærere og pædagoger, siger han og tilføjer:
- Her er et af argumenterne ofte fra de borgerlige, at man får for lidt for det.
Han ser dog mange andre muligheder for, at man som politiker kan bidrage til besparelser.
- Hvis man som politiker mener, man skal bidrage til økonomien i Næstved Kommune, er der masser af muligheder. Så kan man vælge betaling for kørsel fra, når man kører til møder, eller undlade at deltage i konferencer med overnatning og selv betale for togbilletten.